Åh nej! IKEA lader deres mest hypede møbel udgå
Skabet, der har fået tilnavnet "bloggerskabet" vil ikke længere være at finde i Ikeas varehuse. Det sidste blev solgt i maj, men der er måske håb.
Er du også en af dem, der har gået og sukket efter IKEA's ultra populære fletskab, har vi en dårlig nyhed.
Skabet, der også er kendt som #bloggerskabet, og som er en del af 'Stockholm 2017'-kollektionen, udgår fra IKEA's sortiment. Faktisk er det allerede udgået og bliver efterlyst af flere på Dba.dk.
Skabet har været udsolgt i alle landets varehuse i flere måneder, og det svenske møbelhus meldte i den forbindelse ud til flere kunder, at skabet ville komme tilbage i butikkerne i maj.
Men det kommer alligevel ikke til at ske - af flere årsager og til stor forundring blandt Ikeas følgere på Instagram, hvor mere end 170 kommentarer knytter sig til opslaget omkring udfasningen af skabet.
'Forstår ikke at man stopper produktionen? Med fare for at fornærme jer, så har i virkelig mange kedelige sager, der hellere burde ryge ud', lyder det fra én.
En anden bruger tilslutter sig forundringen:
"Ej hvor er det bare ærgerligt!! Men hvorfor det? Når der er så meget efterspørgsel på det 🤷♀️"
Tilbage står spørgsmålet: hvorfor vælge at stoppe produktionen af det absolut mest hypede møbel i deres sortiment de seneste år, som endda har inspireret konkurrenter til at lave lignende skabe?
Det lå i kortene
Svaret skal findes to steder.
Et af dem er hos PR Leader hos Ikea Danmark, Rikke Andersen.
Hun forklarer, at det nok altid har ligget i kortene, at salget af #bloggerskabet ikke skulle vare evigt.
- 'Stockholm'-kollektionerne er som regel i butikkerne i en årrække, men bliver ofte stille og roligt faset ud for at give plads til nye produkter, svarer hun i en mail til Boligmagasinet.dk.
#bloggerskabet er en del af 'Stockholm 2017'-kollektionen og lider nu denne forventelige skæbne.
En skæbne som også overgik dette hypede møbel fra kollektionen, som udgik tilbage i 2018.
Dengang var forklaringen den samme. Der skal være plads til nye produkter.
Men det viser sig, at der muligvis er mere til sagen en bare pladsmangel.
På instagram forklarer IKEA yderligere, at beslutningen kommer i kølvandet på COVID-19, som "desværre har gjort, at der ikke kommer flere [skabe] til Europa".
Til en bruger på instagram lyder det desuden fra Ikeas officielle profil:
"Kollektionen er udgået i de fleste lande, men fordi der har været så stor efterspørgsel i Europa har vi forsøgt at fortsætte produktionen. Dette er dog ikke længere muligt for vores leverandør desværre".
Det er formentligt også her svaret på, hvorfor Ikea selv har informeret adskillige kunder om, at skabe ville komme retur i maj, skal findes.
De afviser dog ikke fuldstændigt, at skabet vender tilbage på et tidspunkt.
"(...) Desværre bliver vi ofte nødt til at sige farvel til vores darlings, men det kan være, at de kommer tilbage til os igen".
Der er et lille glimt at håb at spore i IKEA's svar, så måske kommer skabet i produktion igen under en anden producent? Vi krydser fingre, så alle jer, der sukker efter det allerede ikoniske skab kan slå til.