11 bæredygtige brands du skal kende
Hører du til dem, der med det samme tænker "gab", når nogen siger bæredygtigt design? Lad os modbevise dig! Der findes utallige cool brands, som formår at forene design med skånsom og ansvarlig produktion.
Flere og flere brands på markedet er begyndt at tænke på netop bæredygtighed – også uden at gå på kompromis med design og anvendelighed!
Vi må gøre, hvad vi kan for at passe på vores jord, og hvem synes ikke det er sejt at indrette sit hjem med lækre møbler, som samtidig giver god samvittighed?
Men hvad vil det egentlig sige at være bæredygtig i sin indretning, og hvad kan du kigge efter, når du selv er på udkig?
Materialer – kig efter materialer der er genanvendelige eller led efter certificeringer. Leder du eksempelvis efter træmøbler kan du kigge efter FSC-mærket, der sikrer at træet er bæredygtigt. Leder du efter møbler i tekstiler og læder kan du holde øje med miljømærkninger som Svanemærket, økologiske materialer og Fair-trade mærket der sikrer de rigtige arbejdsforhold for producenterne.
Langtidsholdbarhed – Kig efter møbler der sikrer kvalitet og design som er holdbart og tidsløst.
Social bæredygtighed – er møblerne produceret under ordentlige forhold?
Køb gerne lokalt eller nationalt – Jo mindre transport der skal til for at du kan modtage dit møbel des bedre. Derfor kan du kigge efter brands der befinder sig indenfor landets grænser. Desuden er det super sejt, at støtte lokale og mindre virksomheder!
Uanset om du står overfor en hel bæredygtig omlægning af din bolig, eller om du blot ønsker at integrere bæredygtige elementer i din indretning, findes der noget til hele hjemmet og til enhver smag. Se med her og opdag nogle af de brands der sætter fokus på bæredygtighed.

Takt cph
Takt er en dansk møbelvirksomhed som er skabt med henblik på at gentænke design, kvalitet og pris i en bæredygtig sammenhæng.
Der er tænkt på alt lige fra træet, som er 100% øko-certificeret til emballagen møblerne leveres i, som er lavet af genanvendte materialer. Og så er de lavet i et stilrent skandinavisk design, der kan passe i de fleste hjem.
Cross Chair, fra 1.695 kr.

Vægterdesign – unikke håndlavede møbler
Hos Vægterdesign er begrebet upcykling essensen af bæredygtigt møbeldesign. De håndlavede møbler bliver lavet af byggematerialer, der bliver lavet om, så de får nyt liv. På den måde bliver de gode materialer ikke spildt og samtidig får du et unikt møbel, hvor ikke to er ens.
Eksempelvis er trallebænken lavet af ubehandlede genbrugsstilladstraller – perfekt til entreen eller som sofabord!
Trallebænk, 2.515 kr.

2Rethink – en bæredygtig mission
Da Danmark var vært for den globale miljøkonference COP15, blev der opfordret til bæredygtige løsninger og handlinger. Dette var startskudet for 2Rethink som sætter fokus på begreberne Recycle, Reuse, Reduce waste, Reboost local crafts, Respect climate, Reclaim wood og Redesign i bæredygtighedens tegn.
Brandet er lavet med særligt henblik på bæredygtig indretning i erhvervslivet, men privatpersoner kan også shoppe på deres webside.
Barstol, 1.395 kr.

EcoBirdy – Bæredygtige børnemøbler
Disse børnemøbler er ikke bare super fine – de er også lavet af plastik fra kasseret legetøj. Plastikken bliver sorteret, kontrolleret og genanvendt, så det får nyt liv som seje, farverige børnemøbler.
Desuden har virksomheden startet et skole projekt, hvor belgiske børn kan lære om plastikaffald og genanvendelse. Dét er da et projekt, man gerne vil støtte!
EcoBirdy er et belgisk brand, men forhandles i Beau Marché Interiør og Design i København.
Bord, 2.400 kr, stol, 1.400 kr.

Linddna – Bæredygtige lædervarer til spisebordet
Dette danske brand blev skabt tilbage i 2013 med et mål om at lave produkter med særligt fokus på æstetik, funktionalitet og bæredygtighed. Produkterne er både designet og produceret i Danmark, og er lavet af øko-tex certificeret genanvendt læder, hvilket vil sige, at produkterne er testet for indholdet af skadelige kemikalier.
Hos Linddna kan du købe alt til dit spisebord – lige fra dækkeservietter til salt og peber sæt. Når produkterne bliver pakket er det i bionedbrydeligt emballage lavet af savsmuld. Smart!
TIP de små træbokse kan også bruges som en fin og smart løsning til opbevaring af dine smykker!
Dækkeserviet, fra 130 - 230 kr., lysestage, 395 kr., salt og peber sæt, 475 kr., træboks, 300 kr.

Oliver furniture – møbler til dig der elsker at ændre i indretningen
Bæredygtighed kan komme i mange former. I firmaet Oliver furniture er deres mål at designe bæredygtigt. Det betyder at både materialevalget og designet skal udstråle enkelthed og langtidsholdbarhed.
Dette kommer især til udtryk i måden, du kan ændre udtrykket og funktionaliteten af møblerne og de fleste møbler har ombygningsmuligheder, så de kan ændres. Eksempelvis kan en højseng ændres til en køjeseng, eller en køjeseng kan ændres til to enkeltmandssenge.
IDE brug en køjeseng så længe dit barn synes det er sjovt. Når barnet er for gammelt, kan du dele køjesengen og bruge den ene som gæsteseng.
Højseng, 7.849 kr., bord, 1.989 kr., stol, 1.499 kr.

We do wood – bambusmøbler
Hos We do wood laver de møbler af moso bambus fra certificerede bambusplantager. Bambus er langt mere bæredygtigt end andre træsorter, idet den vokser hurtigere end nogen anden plante, og desuden er CO2-neutral gennem hele dens livscyklus. Derudover er firmaet meget miljøbevidste i deres brug af lim og maling til produkterne.
Designet er klassisk og anvendeligt i alle rum.
Fivesquare reol, ca. 1.680 kr.

Make Nordic – den bæredygtige sofa
Okay, Make Nordic laver ikke kun sofaer. De laver alle mulige slags møbler, som alle er lavet med henblik på at passe på miljøet. Men deres sofa Kaamos fortjener alligevel at blive fremhævet. Sofaen er lavet i et klassisk design og hynderne har aftageligt stof som kan renses, hvis behovet opstår. Trækonstruktionen er FSC-certificeret, den er polstret med øko-tex koldskum, og indeholder dun og fjer som er Down Pass certificeret af hensyn til dyrevelfærd.
Kaamos sofa, fra 13.990 kr.

Schmidt – det bæredygtige køkken
Skal du have nyt køkken, er dette også et sted du kan gå efter en bæredygtig løsning. Schmidt er en af de første og eneste køkken- og badeværelses fabrikanter som har en NF miljøcertificering for møbler. De flotte træ køkkener kommer fra bæredygtig skovdrift, og det spildtræ der bliver tilovers ved produktionen bruges til genanvendelse og energiproduktion – eksempelvis til at opvarme firmaets hovedkontor med!
Køkkenerne findes i mange forskellige designs, så der er noget til enhver smag.
Køkken, varierende priser

Ikea – bæredygtighed i en overkommelig prisklasse
Vidste du, at Ikea har lavet flere bæredygtige kollektioner?
Faktisk har Ikea sat sig en række bæredygtige mål i 2020, som både indebærer større fokus på vedvarende energi, bæredygtig produktion og sundt og sikkert arbejdsmiljø. Eksempelvis skal alt træ i udgangen af 2020 komme fra bæredygtige kilder. Med disse tiltag arbejder Ikea for, at du kan tage flere bæredygtige valg i din indretning.
Den nye kollektion Gunrid består eksempelvis af luftrensende gardiner fremstillet af genanvendte PET-flasker, og de fine Tjillevips kurve er fremstillet af naturlige plantefibre og er håndflettede af kunsthåndværkere. Også plastikposer produceret af sukkerrør og køkkenfacader lavet af plastikflasker er nogle af de bæredygtige ting, du kan købe hos Ikea.
Kurve, fra 79 kr., luftrensende gardiner, 2 stk. 229 kr.

Mumutane – en eksotisk blanding af nordisk og afrikansk
Mumutane er et dansk brand som produceres i Afrika. Jamen hov, hvor ligger det bæredygtige i det, tænker du måske?
Tekstilerne bliver købt primært lokalt i Afrika for at mindske tekstilspild og for at støtte de lokale. Derudover vil brandet gerne skabe bedre arbejdsmuligheder i design- og tekstilbranchen, for især unge afrikanske kvinder. Derfor har Mumutane et stort socioøkonomisk fokus i deres produktion.
Især deres unikke puder er perfekte til at give din indretning et personligt præg. Puderne er syet i et mix af resttekstil fra danske Kvadrat, og afrikansk wax print stof der i mange år har været brugt til at kommunikere afrikanske kvinders historier.
Puder, fra 399 kr.
