Den største spejltrend lige nu kan du både købe eller lave selv
Det er ikke underligt, at denne type spejle hitter så stort lige nu. De giver noget særligt og mere til indretningen end blot reflektion.
De fleste af os har dem i hjemmet. Spejle.
Runde, firkantede, små, store. Monteret på væggen eller stående på gulvet.
Det nyeste er, at du skal gå efter en version, der ikke er hverken rund eller firkantet, men derimod har en bølget eller organisk facon.
Trenden er ikke ny. Den har været undervejs længe og er blevet så populær, at alt fra de hypede brands til high street og kunsthåndværkere laver deres egne versioner.
Det gode ved spejlene med den form er, at de bløder udtrykket i indretningen op.
Mange af os bor med mange firkantede ting (skabe, vinduer, gulvtæpper, rammer osv.) og færre runde elementer og derfor vil et spejl med den anderledes facon bidrage med noget blødt og lidt legende.
Og det er som bekendt i kontrasterne at interessant og smuk indretning skabes, så byd trenden velkommen!
Jordbæret, der startede det hele
Et af de spejle, der stemmer i koret - eller måske nærmere slog tonen an - er naturligvis 'Ultrafragola' af Ettore Sottsass.
Spejlet, der er designet i 70'erne har fået en renæssance i de senere år. Dette spejl er luksus udgaven af trenden og koster mere end de fleste nogensinde ville give for et spejl - også selvom det er med indbygget rødt lys (der måske har givet spejlet sit navn: fragola betyder nemlig jordbær på italiensk).
Men mindre kan også sagtens gøre det!
Gulvspejl og lampe, 'Ultrafragola', 195 x 100 cm, ca. 62.500 kr. - hos Artilleriet.se
Det seneste års tid eller to har den svenske møbeldesigner Gustaf Westman gjort sig bemærket med sit "Curvy Mirror", som han sælger på bestilling i forskellige farver og som nu har fået plads på mange danske influenceres gulv.
Gulvspejl, 'Curvy Mirror', 180 x 105 x 15 cm, ca. 17.850 kr. - hos Gustaf Westman
I mindre skala - både størrelses- og prismæssigt - finder vi dette super fine, håndlavede spejl.
Under corona begyndte britiske Shantelle at kreere de kulørte spejle fra sit hjem i London under navnet Lotta Blobs, og de biiver fortsat revet væk, hver gang hun er klar med nye sejle på sin webshop.
Vægspejl, 'Big Blob Mirror', ca. 565 kr. - hosLotta Blobs
En anden klassiker efterhånden indenfor genren "bølgende spejle" er Ferm Livings smukke 'Pond Mirror'. Som navnet antyder er faconen inspireret af søers organiske former set fra oven.
Vægspejl, 'Pond Mirror', b 63.5 x h 110 x d 1.5 cm, 2.199 kr. - hos Ferm Living
3 idéer til at lave et spejl med bølgende, organisk form
Du kan også kaste dig ud i et DIY-projekt for at trylle dit eget spejl frem. Det gode, ved at formen er så fri, er at det hele ikke behøver at være perfekt. Det er der ingen der ser alligevel.
- Prøv fx at lave dette super cool gulvspejl (ovenfor). Du finder guiden til, hvordan du gør lige her.
- Et andet oplagt DIY-projekt er at give dit spejl en ramme af udvidende PU-skum.
- Skal det være ultrasimpelt og virkelig nemt, kan du også nøjes med pynte dit gamle spejl og giv det bølgende effekt. Hvordan kan du se ligeher.