Den ultimative guide til Marrakech: Maden, tæpperne og keramikken, du skal shoppe
Der er så meget guld at finde for enden af en kort flyvetur, og tæpperne kan du endda få pakket, så de er lige til at tjekke ind i lufthavnen!
BILLEDE Cathrine er god til at finde de fineste ting blandt de mange butikker i Marrakech.
Tag på shoppetur til Marrakech
De farvestrålende tæpper fra Marrakesh har længe været i høj kurs i det kolde nord. De bibringer farverige flader til vores ofte mere farveforskrækkede boliger og ud fra de sociale medier at dømme, så lægger flere og flere danskere vejen forbi den populære marokkanske by for selv at udvælge og hjembringe de fine kludetæpper.
Men Marrakech er mere end bare de farvestrålende tæpper. Det er også idylliske riads, god mad og unika keramik.
Én af dem, der har aflagt Marrakech et visit flere gange for at shoppe, nyde solen og spise god mad, er Instagrammer Cathrine de Lichtenberg, der blandt andet viser sine flotte fund frem og deler tips til byen på sin profil.
Vi har bedt hende dele sine allerbedste tips og her får du Cathrines ultimative guide til shoppeferie i Marrakech.
Indhold i guiden til Marrakech
BILLEDE Tagterrassen på Riad Jona er lille og hyggelig.
4 steder at bo i Marrakech
La Maison Arabe (har en skøn pool club, du kan blive kørt ud til) - læs mere her.
Villa des Orangers Relais & Chateaux - læs mere her.
Riad Clementine (opvarmet pool) - læs mere her.
Riad Jona (opvarmet pool) - læs mere her.
Jeg kan kun anbefale at bo på et riad i medinaen. Personligt synes jeg, at det er synd at indlogere sig på et nyere hotel. Et riad er et gammelt marokkansk byhus med en have i midten (riad betyder have), der er bygget om til boutique hotel.
De to førstnævnte er lidt til den pebrede side, og egentlig synes jeg også, det er hyggeligst at bo på de små riads med få værelser, som de to sidste - så dem kan du sagtens vælge.
TIP Det er en god idé at finde et riad med opvarmet pool, da de ellers er pivkolde, inden det bliver rigtig sommer.
PSSST Gaderne syd for souken er mindre hektiske. Lyder det som noget for dig, så book et riad, som ligger her.
BILLEDE Det kan tage tid at finde de helt rigtige tæpper mellem de hundredvis af stakke i souken.
PSSST Lige nu kan du sikre sommerens underholdning i solen (eller regnen) og bestille 3 numre af Bolig Magasinet + vores lækre sommertillæg for bare 59 kr. Læs mere om tilbuddet lige her.
Tæpper: 5 tips til at finde og købe de smukkeste tæpper i Marrakech
1 Hav billeder med
Det kan være meget overvældende, når man kommer ind i en tæppe-shop, og de begynder at hive frem fra de store bunker af tæpper. Jeg plejer derfor at forberede mig hjemmefra og finde tæpper på nettet i farver og mønstre, jeg leder efter, så det bliver nemmere for os selv og for mændene at finde de rigtige tæpper frem.
2 Hav styr på tæppe-ABC’en
Det er også en god idé at sætte dig lidt ind i de forskellige stilarter af marokkanske tæpper, så du kan hjælpe dem med at finde de rigtige typer frem. Det er især disse fire typer, du skal kende:
Boucherouite: Håndvævede, farverige tæpper lavet af stofrester af bomuld og derfor kan de tåle maskinvask.
Beni Ourain: Håndknyttede tæpper lavet af fin, ubehandlet fåreuld - som oftest hvide med sorte mønstre.
Azilal: Tæpperne er farverige, men vævet på en ufarvet uldbaggrund - lidt en blanding af de to første typer og ofte i uld, men nogle gange med elementer af bomuld.
Boujaad: Tæpperne er lavet af uld, som indfarves med naturlige farver, og er ofte rødlige og orange.
BILLEDE Marokkanske tæpper harmonerer smukt med nordisk indretning og er her et fint farvestrejf i den grå kulisse.
3 Krejleriets tommerfingerregel nummer et
Der er meget stor forskel på priserne på de forskellige tæpper og prisen afhænger af størrelsen (naturligvis), materiale, kvalitet, mængde, sæson (høj/lav), shop, hvilken mand, der er på job, og jeg får lyst til at sige, hvilken vej vinden blæser.
Priserne er aldrig faste, og det ligger naturligt i kulturen, at du prutter om prisen på alt – selv fragten hjem, hvis du vælger at få tæpperne sendt hjem.
Som tommelfingerregel skal du prutte tæpperne 50 procent ned - men som eks. kiggede jeg på et tæppe, som den ene dag kostede 4500 dirham og den anden dag 2200 dirham, så det kan være svært at lure hvad ‘den rigtige’ pris er. Du ved dog, at du har lavet en god handel, når sælger virker presset og lidt sur. Så har du presset prisen til grænsen.
I år fandt vi nogle fine sager hos Lahandira, de var lynhurtige til at fange, hvad vi ledte efter, og vi skulle derfor ikke 100 igennem for at finde, hvad vi ledte efter.
Ellers er det bare at bevæge sig rundt i souken og lede.
PSSST Der ligger også et stort tæppemarked bag Café des Épices (stadig en del af souken, men ligger lidt adskilt af en plads).
BILLEDE Tæppet er fra Marrakech købt i souken og den lille vase er købt i designbutikken LRNCE.
4 Steder for dig, der hader at krejle
Jeg har fundet en shop dernede, hvor de er vant til at forhandle med danskere, og som ved, at vi ikke rigtig orker den store pruttekamp. Priserne er derfor ærlige og faste. Hans kvalitet er dog ikke den allerbedste, men der findes mange flotte tæpper imellem. Shoppen hedder Al Matjar og ligger midt i souken.
5 Få fragtet dine tæpper hjem
Når du køber et enkelt tæppe, tilbyder de at wrappe det til en lille pakke, som du enten kan have i kufferten eller tage med hjem som håndbagage. Køber du flere tæpper, pakker de dem sammen til en stor pakke, du kan tjekke ind som ekstra bagage. Vi bestiller altid ekstra bagage, før vi tager i lufthavnen.
PSSST... Har du ikke udsigt til at komme en tur til Marrakech lige foreløbigt, kan du også gøre super flotte tæppefund på nettet. Se vores liste over de bedste steder at shoppe marokkanske tæpper online lige her.
BILLEDE Den fine vase er købt i Marrakech i designbutikken LRNCE.
BILLEDE Koppen i lyserød keramik er hjembragt fra Marrakech og fra KAM design.
5 fine steder at finde den bedste keramik
Jeg har fulgt LRNCE i lang tid på Instagram og havde glædet mig til at besøge deres studio, som ligger otte km udenfor medinaen. Vil du på visit her, skal du skrive til dem for at lave en aftale. Jeg tog målrettet derud efter deres kopper, som desværre var udsolgt - men jeg fandt en skøn pude og vase.
PSSST… Senere samme aften besøgte vi El Fenn, som også forhandler nogle af deres produkter, og her var jeg heldig at finde en af deres fine kopper.
Da vi spiste på SHTATTO forelskede jeg mig i deres stel og fik hurtigt Insta-stalket KAM design, som heldigvis kun lå 10 min gang fra caféen. Valget faldt på et tesæt, hvor jeg for sjov spurgte ejeren, om han kunne lave en lyserød og en orange kop til sættet - 3 dage senere leverede han det til os på vores riad. Vanvittig god service!
Når I har smovset jer igennem deres lækre menu, kan I købe samme stel, som I lige har spist af i deres fine lille shop - og smykker, lamper og andet fint.
Til venstre for Nomad ligger en lille keramikshop. Jeg forelskede mig i et par kopper, men de blev solgt, før jeg fik slået til, men stedet er bestemt et besøg værd!
PSSST... Er du vild med farver i indretningen, eller ønsker du at blive bedre til at bruge dem, så læs vores store guide til, hvordan farver former dit hjem.
Det skal du ellers lave på din rejse til Marrakech
Jardin Majorelle
Inde i haven, der engang var en del af Yves Saint Laurents feriebolig, ligger der en lille bogshop i hjørnet. Her findes fine coffee table books, både om marokkansk mad, Yves og meget andet.
Atlasbjergene
Hvis I har længere tid I Marrakech, kan jeg varmt anbefale en tur ud i Atlas-bjergene og eventuelt tage en overnatning i ørkenen.
Ensemble Artisanal market
Et roligt og stille marked lidt væk fra souken, som er statsejet og med faste priser. Her ligger en hel butik kun med fletkurve til gode priser.
Her skal du spise i Marrakech
- Cafe Atay
- La Familie (kom sulten, meget sulten)
- Nomad (udsigt og chokoladekage)
- Terrasse des espices
- Latitude 31 (aften)
- Zwin zwin (tagterasse og gode wraps)
- Maison MK (aften)
- Kosy bar (tjek også markederne i den ende)
- El Fenn (tagterrasse og stedet)
- SHTATTO (morgenmad, vibe og udsigt)
- Jardin Majorelle (kan varmt anbefale caféens marrokanske morgenmad).
- Le Jardin Secret - i den (også virkelig smukke) have kan man få en kop mint-te og en lille kage, ikke det store måltid, men det kan klart anbefales
TIP Vi har fået til vane at alliere os med Google Maps før vi bevæger os ud, da wifi ikke altid er tilgængeligt, og det kan være svært at spørge om vej i ikke-engelsktalende lande.
I Marrakech, særligt i og omkring souken, er der et mekka af små gader, hvor det er nemt at fare vild. Vi "favoritter" derfor de steder, vi skal hen (seværdigheder, spisesteder, butikker etc.) og downloader kortet på mobilen, før vi bevæger os ud på tur.
Det er også en god sikkerhed, når man skal på længere ture, da man kan følge med i, om man er på vej det rigtige sted hen – og om taxaen, kører den hurtigste vej.
Er du blevet inspireret af Cathrines gode rejsetips, og drømmer du nu også om, at indrette dig med marokkanske fund, kan du lure, hvordan hun får dem til at blende ind i sin ultra stilfulde indretning via hendes instagramprofil: @cathdelichtenberg