Der gemmer sig en rørende historie bag de nye motiver på Mumi-stellet

Én gang i mellem læser man noget, der giver gåsehud, og det var tilfældet med historien bag de nye dele i det populære Mumi-stel.

© Arabia

Det sker ofte at brands lancerer nyheder, som har til formål at samle penge ind til et velgørende formål, og det er også tilfældet med de nye dele i Mumi-stellet, der laves af Arabia.

I slutningen af februar kommer to nye motiver på markedet og 10 kroner af salget for hver kop går til Red Barnet.

Et af de to nye motiver viser Mumitrolden på en frisk grøn græseng, hvor han hilser på en marsmand.

Det andet motiv i lanceringen er dog lidt mere gåsehudsfremkaldende.

Det er nemlig 'Det Usynlige Barn' fra Tove Janssons fortælling af samme navn, som udkom i 1962.

I fortællingen tager Mumifamilien imod en ny gæst; den lille og vanrøgtede pige Ninni, som er blevet usynlig. Hun er bange for at tale, lege og le og kun en klokke om hendes hals fortæller Mumitroldene, hvor hun er. Men med venlighed og omsorg fra familien begynder Ninni langsomt at blive synlig igen og til sidst, da hun tør at vise sine følelser, kommer hendes ansigt til syne.

Ifølge pressemeddelelsen har Det Usynlige Barn været et længe efterspurgt motiv på stellet.

”Vi ønskede, at introducere Ninni-serien i dette år, fordi det i år er 30 år siden, at FN’s Børnekonvention blev vedtaget,” forklarer Nora Haatainen, fra Fiskars licence business unit.

Ifølge Merete Falkenstrøm, chef for fundraising og marketing i Red Barnet, er historien om Ninna et godt billede på det børneliv mange børn lever i dag med svigt og overgreb.

”Men historien er også fyldt med det håb (...) Vi ved nemlig, at stærke voksne, omsorg og respekt for børns rettigheder, hjælper dem til at leve op til deres fulde potentiale” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Stellet bliver sat til salg i slutningen af februar.