Diskokugler er 2023s første trend-overraskelse

Og hvorfor egentlig ikke? De små spejlbesatte humørbomber spreder de fineste lysglimt, der gør hverdagen til en fest!

Diskokugler
© @sofiestdesigns

De fleste forbinder den nok med 70'erne, diskomusik, fest og farver. Og når vi ser en, er det oftest i loftet over et dansegulv.

Men diskokuglen er det seneste stykke tid dukket op i flere og flere hjem, som et fuldgyldigt medlem af indretningen ikke kun på børneværelset, men også i stuen, soveværelset og badeværelset.

At dømme ud fra Instagram, er der ingen regler for, hvor i hjemmet diskokuglen hører til - og den er at finde i alle størrelser - og former endda.

Og vi hilser den velkommen!

Når lyset fra vinduet rammer de små spejlstykker, indhyldes rummet i lysende konfetti og dage med solskin bliver endnu mere festlige.

Diskokugle i soveværelset
© Puk Munch Sjeldan / @poppelgade
Diskokugle i loftet
© Annemette Moesgaard / @amoesgaard
Diskokugle i stuen
© Sofie Liv Madsen / @sofielivmadsen
Diskokugle på badeværelset
© @stinza / Foto: nadjaendler_photography

Diskokuglen anno 2023

Diskokugler indretning
© @sofiestdesigns

Senest er diskokuglen også begyndt at dukke op i mere nytænkte versioner, fx på Instagram-profilen @sofiestdesigns.

Her kan du købe alverdens ting beklædt med små spejle. Var det noget med en cowboystøvle? Eller hvad med et kæmpekirsebær eller græskar i diskoforklædning?

Det svenske boligbrand Jotex har lanceret deres 'Disco'-sidebord, som er en opdatering af de populære kubusborde, hvor fliserne er byttet ud med små spejle.

Der ser ikke ud til at være grænser for, hvad der kan "diskoficeres" og også den populære svampefacon har fået en tur i spejlbadet hos Sofie, mens DIY-modige typer især har kastet sig over lidt af et meta-projekt: spejle på spejle. Eller med andre ord: spejle med disko-rammer.

Tilbage er blot at afgøre, om du vil invitere solstrålekatalysatoren indenfor til hverdagsfest i dit hjem.

DIY disko-spejl
© @lexi.made.it.for.me
Diskokugle tendens
© @sofiestdesigns
Spejl med disko-fliser
© @saraheartmann
Spejl med disko-fliser
© Estéfano Hornhardt / @estefanohornhardt
Cowboystøvle med disko-fliser
© @sofiestdesigns