Duftlys er blevet hotte som aldrig før - og de kommer som kaldet!
Man ved, at når Ikea også satser på en hel kollektion af duftlys i samarbejde med en af de mest hypede parfumører - ja, så er der noget om hypen!
Det er meget sandsynligt, at du hører til en af dem, der ikke ejer og måske aldrig har ejet et duftlys.
Men det kan være, der bliver lavet om på det nu.
Det ville i hvert fald gavne dig, hvis du er én af dem, der arbejder hjemme. Men mere om det senere.
Salget af duftlys er eksploderet
Fra at være en smal ting og en ikke særlig dansk ting - ofte også en voldsomt parfumeret og kunstig ting - så er duftlys blevet god smag.
Eksemplerne på, at de parfumerede lys i glas og krukker oplever en renæssance lige nu er adskillige.
High end webshoppen Net-a-porter.com har berettet om en stigning i salget af lys på 130 procent fra marts forrige år til marts i år. Generelt steg salget af dufte til hjemmet med i alt 324 procent i samme periode hos den populære mode-shop.
En af de eksklusive lysproducenter i Danmark, Ester & Erik, kunne for en uge siden fortælle, at de nu har udviklet duftlys til deres sortiment og fra og med fredag d. 31. oktober kan du i Ikeas varehuse købe 13 forskellige duftlys, som det svenske møbelhus har lanceret i samarbejde med parfumør Ben Gorham, stifter af det hypede parfumebrand Byredo.
Adskillige andre budget brands som fx Zone Denmark og Villa Collection sender og har sendt deres egne duftlys på markedet, og det er sikkert at konkludere, at de før lidt oversete lys er blevet inviteret ind i varmen.
Ikeas duftlys-kollektion har meget passende fået navnet 'Osynlig'. Lysene fås alle i mellemstørrelsen, som kommer i fødevaregodkendte krukker med låg, der efterfølgende kan bruges som fx kaffekop, opbevaring eller potteplante. 3 af lysene kommer dertil i en lille størrelse uden låg og en stor med låg og fire væger. Pris lille 49 kr., mellem 99 kr., stor 199 kr.
Ester & Eriks nye duftlys, der er udviklet i samarbejde med parfumøren Emmanuel Martini. Pris 499 kr.
Zone Denmark har også lanceret duftlys, som en del af deres spa-serie Inu. Priser fra 99 kr.
Fra hidsige blomster til elegante stemninger
Ifølge skønhedsekspert gennem snart 30 år, Charlotte Torpegaard, skyldes populariteten blandt andet at duftlys i dag er langt mere raffinerede end de tidligere har været.
Duftene er ikke anmasende og eksplosive. De er mere sammensatte og veludviklede, som vi kender det fra parfumeflaskens indhold og kommer først til udtryk, når lyset tændes, og det åbner for mulighederne for at bruge duftlysene klogt i vores hverdag.
Hos Ikea er duftene alt fra friske til tunge med sammensætninger af fx honning og tobak, mint og basilikum eller bomuld og æbleblomster, og dette skift i hvilke dufte, der findes i de små krukker - selv når de sælges til budgetpris - er med til at gøre op med fordommen om, at duftlys er en smagløs ting, der indhyller deres omgivelser i en primitiv lugt.
Få det bedste ud af dit duftlys
Er du endnu ikke helt der, hvor du kan se fidusen i duft til hjemmet?
Dufte vækker minder som ingen anden sans og de kan være lige så definerende for stemningen i et rum, som fx lyset. Det er måske på tide, at vi tager dette kraftfulde værktøj i brug, når det gælder indretning også.
Charlotte Torpegaard forklarer, hvordan lige netop dufte kan være et meget effektivt middel til fx at dele dagen op, når vi arbejder hjemme, hvor omgivelsernes funktion flyder sammen:
"En måde at bruge duftlys er til at markere overgangen fra arbejde til fritid om eftermiddagen. Tænd et lys, der virker fokuserende og opkvikkende, når arbejdsdagen begynder og sluk det, når den slutter. På den måde hjælper du til at skabe en overgang ved hjælp af duftsansen," siger hun.
Velvalgte dufte til kontoret eller på spisebordet, når computeren er slået op, kan være lemon, grape og andre friskere dufte, mens lavendel kan være oplagte til et aftenbad eller ved sengetid.
Det er allerede et kendt trick at medbringe et duftlys på rejser, som kan tændes på hotelværelset, for at skabe en følelse af hjem, og visse hoteller har udviklet deres egne dufte for at fuldende besøget hos dem.
Generelt kan dufte altså være med til at skabe en stemning, der påvirker os øjeblikkeligt, og det er et middel, der er værd at være opmærksom på. Også derhjemme.