Endelig åbner Søstrene Grene webshoppen!
Samtidig med at alle de fysiske butikker holder lukket er de fiktive søstre klar til at stille din shoppetrang på nettet.
Søstrene Grene varslede tilbage i august, at de endelig ville åbne op for, at deres store kundeskare kunne komme til at shoppe tilbehør og småmøbler til boligen på nettet.
Men hvornår det helt præcis ville ske, kunne de ikke løfte sløret for, og siden har vi ventet spændt på, hvornår de virtuelle butiksdøre ville blive slået op.
Og netop som de har valgt at lukke deres butikker i tiltag mod Corona åbner de endelig deres webshop.
Ikke overraskende rummer webshoppen ikke alle de mange ting, du kan finde frem til i stakkene af fyrretræskasser ude i de fysiske butikker.
Det er derimod et mere begrænset udvalg, der har fundet vej til webshoppen, som hver uge vil blive tanket op med nye sager indenfor kategorierne møbler, hobby, fest og garn blandt flere.
Sammen med webshoppen lanceres også en kategori med inspiration og idéer til DIYs.