Her er de 6 bedste steder at shoppe marokkanske tæpper
I Danmark vel at mærke.
Hvor kan man købe marokkanske tæpper? spørger du måske dig selv.
Der findes heldigvis ikke kun et svar på det spørgsmål, for i takt med at de farverige tæpper er blevet mere og mere populære, er der også poppet flere og flere butikker op, som sælger de smukke, håndknyttede tæpper kaldet boucherouite.
Ofte er tæpperne ikke blot et greb i lommen, men som trøst kan du minde dig selv om, at de både er håndlavede og endda af genbrugsmaterialer, så du gør ikke bare din indretning, men også miljøet en tjeneste.
Craft Sisters
Butikken beliggende på Nørrebro i København er stiftet af to kvinder, der selv tager til Marokko og udvælger de tæpper, som bliver solgt i deres fine, farverige butik. Tæpperne ligger i tunge stakke, så vil du have overblikket, så slå en tur forbi deres nylancerede webshop.
BILLEDE Tæppe fra Craft Sisters.
Mark & Waldorf
Foruden en masse sager til boligens forskellige rum, sælger Mark & Waldorf også de smukkeste tæpper fra Marokko. Udvalget er bredt og smukt, men det er ikke stedet, du kigger, hvis du skal spare. Til gengæld finder du nogle af de fineste eksemplarer.
Trend Carpet
Dette er muligvis det billigste sted, vi kender, når det gælder den slags tæpper. Du kan få et fint berbertæppe for helt ned til 600 kroner. Det er sjældent, du finder det andre steder.
Etsy
Den online handelsplatform med fokus på håndlavede, hjemmegjorte ting er selvfølgelig også et slaraffenland for berbertæpper. Et godt tip er, kun at bede om tilbud fra Europa, så du er fri for at bekymre dig om told.
BILLEDE Etsy har mange muligheder, hvis du leder efter et farverigt håndknyttet tæppe.
E-bay
Også på E-bay finder du de populære tæpper. Samme tip gælder her som hos Etsy: Vær opmærksom på, hvor din vare bliver solgt og sendt fra. Det er drønærgerligt at ende med at skulle betale en masse i told.
Moruggo
Hos Moruggo er alle produkter hentet hjem direkte fra Marokko, og der er mange fine sager at gå på opdagelse i. Priserne er i den højere ende, men udvalget er også helt i top og det er muligt at finde varianter i mere dæmpede farver. Tæpperne kan ses i deres showroom Charlottenlund efter aftale.