Her er den idiotsikre overlevelsesguide til de hotteste planter i 2018
De skal have forskellig behandling, hvis de skal overleve, men med denne guide bliver det nemt at sikre kæmpe grønne planter i dit hjem i lang tid fremover!
Hold liv i dine planter én gang for alle
Store grønne planter er ikke til at komme uden om i indretningen.
Trenden startede for flere år siden, men har bestemt ikke aftaget i fart. Tværtimod. Men er du som mange andre dødelige ikke helt skarp på, hvad der skal til at for at planterne i dit hjem trives og vokser og bliver den bonus i indretningen, de egentlig var tænkt som, så skal du læse med her.
Ideelt set er planter jo en engangsinvestering og ikke et køb, du skal gentage hvert halve år.
LÆS OGSÅ Sådan bruger du hængeplanter i dit hjem.
5 gode tommelfingerregler til dig med grønne planter derhjemme
1 Opret påmindelser i din telefon, så du husker at vande de planter, der har brug for, at du gør det regelmæssigt.
2 Der er forskel på den rette pleje i sommerhalvåret og vinterhalvåret. Nedenfor følger guides til sommerhalvåret. I vinterhalvåret gælder generelt, at du mærker efter, om planten er tør. Dine planter skal kun have gødning i sommerhalvåret. I vinterhalvåret går deres vækst i dvale.
3 Det er alpha omega, at dine planter har et godt dræn enten i form af en underskål eller leca-kugler, så rødderne ikke rådner, hvis planten ikke optager al vandet.
4 Har din plante en for lille potte at stå i, vil den hæmme væksten. Vil du plante om, skal du gøre det i foråret, så din plante er i det rette stadie og kan regenerere efter omplantningen.
5 Planter må ikke "bare" flyttes rundt. De har godt af faste rammer, så overvej hvor du stiller din plante til at begynde med.
PSSST Har du også forelsket dig i hængeplanter, kan du læse mere om, hvordan du bruger hængeplanter i indretningen her.

Placering: Violinfignen elsker sollys og må gerne stå så lyst som muligt - men ikke i direkte sollys. Det udtørrer planten og kan brænde bladene.
Vanding: Violinfignen elsker høj luftfugtighed, så gør det til en vane at overbruse planten eller bruge en vandforstøver.
Det vigtigste, når du skal vande din violinfigen, er, at du gør det regelmæssigt og med en fast mængde i sommerhalvåret fra marts til oktober.
Planten skal vandes én gang om ugen. Sæt en alarm på din telefon, så du ikke glemmer det, og giv planten en passende mængde.
Er planten under en meter svarer det til ca. 3 dl. Er planten større, så giv den en halv liter.
Gødning: Brug gødning, når du vander din plante i halvåret. Spørg, hvor du køber din gødning, da mængde kan variere.
Typiske udfordringer: Bladene bliver gullige og får brune pletter og falder af pga overvanding.

Placering: Din monstera trives i modsætning til andre planter på denne liste udmærket i mørkere rum, men vil vokse hurtigere med mere sollys. Det er dog vigtigt, den ikke får direkte sollys, som vil "forbrænde" den og give mærker på bladene.
Stilles Monsteraen til gengæld for mørkt, vil den begynde at sætte blade i retning mod det mørkeste sted i forventning om at finde et stor træ, der skygger for den og som den så vil klatre op ad ligesom i regnskoven. Det handler derfor om en balance mellem mørke og lys.
Vanding: Monstera skal vandes, når jorden er tørret ud. Det bedste trick er at stikke fingeren ned i mulden. Når der er tørt de første par centimeter er det tid til vanding. Et estimat er hver anden uge i sommerhalvåret.
Som med mange andre tropiske planter trives Monstera med høj luftfugtighed som i regnskoven, så giv din plante et brusebad eller brug en forstøver, så vil den takke dig!
Gødning: Monsteraen behøver ikke gødning hver gang du vander i halvåret. Spørg i dit lokale plantecenter, da det afhænger af gødningen.
Typiske udfordringer: Bladene får aldrig de smukke karakteristiske huller, hvilket er tegn på, at den formentlig får lidt for lidt lys eller vand.

Placering: Strelitzia har brug for rigtig meget lys - endda lidt direkte sollys - bare ikke direkte middagssol i sommerhalvåret, da det er for hårdt for planten, der vil tørre ud.
Den trives med høje temperaturer, og egner sig godt i fx en udestue.
Vanding: Strelitzia trives godt med meget vand og skal holdes fugtig. Høj luftfugtighed står øverst på listen over favoritting, så giv den et brusebad ugentligt eller gå amok med din forstøver og vand den ellers yderligere én gang om ugen, hvis du kan mærke, at den er ved at tørre ud.
Gødning: Planten kan klare en del gødning og må gerne gødes en gang om ugen med den rette gødning.
Typiske udfordringer: Den står for koldt eller mørkt.

Placering: Kentia palmen elsker lys, men vil ikke have det direkte. Især de yngre planter bliver nemt forbrændte i direkte sollys, så giv den de bedste betingelser og stil den i et lokale, hvor der kommer lys ind, men ikke direkte.
Vanding: Palmen må ikke overvandes, men elsker at blive sprayet med vand, da de simulerer luftfugtigheden i dens naturlige omgivelser. Traditionel vanding sker først, når det øverste lag muld er tørt. Ca. hver anden uge i sommerhalvåret, men mærk efter!
Gødning: Giv din Kentia palme gødning for at sikre dens vækst. Generelt vokser denne plante langsomt, så det er godt at give den de bedste forudsætninger for at gro. Det kan blandt andet være den slags, der langsomt udskilles, men snak med dit plantecenter om, hvad de anbefaler.
Typiske Udfordringer: Rødderne rådner, fordi planten får for meget vand og dræningsmuligheden ikke er hurtig nok.

Placering: I et lyst lokale, dog uden at stå i direkte sollys. Den er mere mørketolerant end de fleste planter, men vil trives godt i meget indirekte lys.
Vanding: Xanadu elsker høj luftfugtighed og er også en af de planter, som vil takke dig for et brusebad jævnligt. Sørg for, at jorden tørrer lidt ud mellem vanding, da konstant fugtig jord vil ende med rødder i forrådnelse. Planten skal ikke vandes mere end en gang om ugen - men du ved det er tid, når jorden er tør.
Gødning: Xanadu vil trives med regelmæssig gødning. Det kan være flydende plantegødning hver fjerde til sjette uge i sommerhalvåret, men tjek med dit lokale plantecenter, hvor du køber din gødning.
Typiske Udfordringer: Planten får gule blade, fordi du giver den for meget vand og ikke lader den tørre ud i mellem vandingerne.
Kilder: Gardenista, Greenify, The Spruce
Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her
