Her finder du vintage kunstplakater til rimelige priser
Disse Instagram-profiler har specialiseret sig i retro plakater og vægkunst - og endda til priser, hvor de fleste kan være med!
Er du interesseret i at få original vintage plakatkunst op at hænge derhjemme?
Så kan du måske være heldig at finde det værk, der sætter prikken over i'et i din indretning, via en af de Instagram-profiler, der har specialiseret sig på området.
Retro udstillingsplakater, unikke tryk fra forrige århundrede eller små unikke litografiske værker. Der er en del at vælge i mellem, men ofte kun én af hver, så du skal handle hurtigt, hvis du skal nå at få fingre i de gamle fine plakater.
Curated Copenhagen
Bag shoppen @curated_copenhagen står de to søstre Mille og Rikke, som har sans for at udvælge de helt rigtige vintage udstillingsplakater samt mere unikke værker i form af litografier og andre tryk. Prislejet ligger på omkring 500-2000 kr.
TIP De selvsamme kvinder har samlet udvalgt plakatkunst til børn og barnlige sjæle på profilen @curated_copenhagen_kids.
Out of Copenhagen
Morten, som står bag profilen @outofcopenhagen, driver også en dertilhørende webshop med originale vintage plakater. Morten går op i service og at videregive hver enkelt plakats unikke historie til køberen. Priserne ligger på omkring 300-1500 kr.
LÆS OGSÅ Topinspirerende billedvægge.
Kleine Kunsthalle
Sara og Sidsel håndplukker værker fra midten af forrige århundrede, som de sælger via profilen @kleine_kunsthalle. Dine køb skal afhentes i Valby eller på Frederiksberg og de fleste værker til væggen ligger på omkring 500 kr.
Loppelabyrinten
Katrine og Morten sælger blandt andet vintage plakatkunst og mindre kunstværker via deres Instagram-profil @loppelabyrinten. Man kan både købe sit værk med og uden ramme, priserne varierer, men mange værker koster omkring 200-500 kr.
Warrer Art
Albert sælger ud af sin imponerende private samling af fine kunstplakater og mindre værker via profilen @warrer_art. Priserne ligger primært i den lave ende på omkring et par hundrede kroner, enkelte værker op til omkring 1000 kr.