Hvad Ikeas kataloger (fra det første til i dag) afslører om vores måde at indrette os på
Som den eneste bog i verden er Ikeas katalog lavet i flere oplag end Biblen, og vi er mange, der har siddet klar til at bladre det nyeste i gennem fra forside til bagside, når det endelig landede i postkassen.
I dag ser Ikeas katalog sådan her ud. Fyldt med farver, møbler, nips og tidens trends. Her taler vi blandt andet om de mange farver, den lyserøde væg med ditto karme og dør og violinfigen og andre grønne planter.
Gennem tiden har Ikeas kataloger været et billede på de brede tendenser, der har vundet indpas verden over og af samme årsag er det en fest at se tilbage på, hvordan udviklingen har været siden første katalog kom på gaden i 1951 og til i dag, hvor Ikeas katalog printes i et oplag større end Biblen!

50'erne
Ikeas første katalog var i tråd med tidens trend tegnet og med fokus på kvalitet - at møblerne kunne holde i lang tid. Dengang var man ikke vant til at møbler var noget, der blev skiftet ofte og det var derfor værd at sætte fokus på holdbarhed.
Dengang var Ikea ikke en fysisk butik, men kun et postordrekatalog. Det blev dog siden ændret for at overbevise kunderne om at kvaliteten var i top, da det første showroom åbnede i 1953. Tre år senere blev idéen med at pakke Ikeas møbler i flade pakker, som kunderne selv skulle samle, realiseret for at spare plads og gøre møblerne billigere.

60'erne
Frem til begyndelsen af 60'erne er Ikeas forsider fortsat tegnede og med fokus på det grafiske fremfor indretningen. Men det bliver der lavet om på i 1962, da der for første gang er en stue på forsiden, som vi kender det i dag, og som det (næsten) har været siden.
Fra at have levet på begrænset plads efter krigen, har vi for alvor fået kvadratmeter at boltre os på i 1960'erne, og det er også til at se på forsiden af kataloget fra midten af årtiet, hvor nogle af de hotteste tendenser dengang er repræsenteret: teakkommode, lædersofa og væg til væg tæppe.


70'erne
I kollektivets årti bliver møblerne mere fleksible og komfortable.
Nu kan de tilpasses til den enkelte kunde og materialer som det billige fyrretræ er overalt.
Årtiet markerer en exit for de mørke træsorter, men dengang var vi endnu ikke nået til vores besættelse af den lyse, luftige indretning, vi senere stræber efter, og de brune og orange farver bliver budt velkommen som kontrast.
Vores begejstring for naturen og frigørelsen ses også i stueplanternes indtog i indretningen, hvor de for alvor blomstrer.


80'erne
Farveladefesten går bananas i 80'erne og i 1980 bliver Ikeas ikoniske LACK-bord introduceret. Vi vil have pang og plastik og fokus på holdbarheden er gået fløjten. Nu er det statement indretning, der bruser frem og de naturlige træsorter er sat til side til fordel for laminat og metal.


90'erne
Teknikken får en større plads i vores indretning med møbler udviklet til tv og plads til "EDB" i hjemmet. Computeren er ikke længere forbeholdt arbejdspladsen, men også noget, vi bruger i hjemmet.
Møblerne er igen kendetegnet ved deres prisvenlighed fremfor holdbarhed, og vi bevæger os i de sene 90'ere mod en spirende begejstring for slidt og hvidt og romantiske elementer i indretningen.


00'erne
Der er fokus på fællesskabet og opsvinget gør, at vi pludselig alle vil have samtalekøkkener og eget gourmetværksted, selvom flere og flere køber take away og skyder genveje med de forarbejdede råvarer, som snittede grøntsager og andre ting, der hjælper maden hurtigere på bordet i de "små" hjem.

10'erne
Der er i den grad fokus på individualisme og personlighed i indretningen. Noget, der for mange harmonerer dårligt med Ikeas sortiment, som står i tusindvis af hjem.
Men årtiet bliver året, hvor også Ikea sætter fokus på, hvor forskelligt vi kan indrette os med standard ting og fænomenet Ikea-hacks vinder indpas som aldrig før.
Du kan se 30 af de fedeste Ikea-hacks lige her.
Fællesskabet og værdier, der ligger udenfor købekraften vinder også frem og vi vil have plads til gæster og til samvær med vores familie, som det også er afspejlet i Ikeas seneste forsider - inklusiv den fra 2018.
Vi inviterer igen de grønne planter indenfor og omgiver os med minder og personlig kunst, der gør os glade og signalerer noget om, hvem vi er.

Hvad Ikea katalogerne siger om os
Generelt er alle Ikeas forsider et billede på, hvordan vi lever vores liv i de perioder, hvor de udkommer.
De største boligtrends er spejlinger af kulturen og levevilkårenes udvikling og rammer Ikeas kataloger, når de er blevet så store, at de rammer bredt og repræsenterer befolkningen som helhed.
Har du fået lyst til at kigge nærmere på ALLE forsidenerne, kan du blandt andet gøre det her.
