Ikea fastsætter tidspunkt for åbning af nyt varehus i Danmark

Ikea har fået grønt lys fra Borgerrepræsentationen i København til at påbegynde byggeriet af det længe ventede varehus i hovedstaden. Her er alt du skal vide.

Ikea i københavn
© Ikea

Et smut i Ikea er sjældent "bare" et hurtigt smut. De fleste, der vil forsyne sig med prisvenlige saml-selv møbler fra den svenske møbelgigant har en del transport foran sig, før de fylde indkøbsvognen.

Det bliver der snart lavet om på for hovedstadens beboere, når Ikeas længe ventede varehus på Dybbølsbro, tæt på Hovedbanegården, snart er en realitet med det endelige "go" fra Borgerrepræsentationen i København.

Efter planen vil det nye varehus stå klart i sommeren 2023.

Alt, du skal vide om Ikea i København

Ikea i københavn
© Ikea

Kig, bestil, få leveret

I en pressemeddelelse fra Ikea lyder det, at det kommende "Ikea city varehus" ikke bliver helt som de andre, fordi det ligger midt i byen:

  • Det kommer bl.a. til udtryk ved, at varehuset i høj grad bliver et sted, hvor kunderne henter inspiration, mens møbler bestilles og leveres, så vi skaber en god oplevelse for mange af de kunder, der kommer på gåben eller cykel, siger Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef i Ikea Danmark.

Varehuset vil bestå af tre etager med fokus på hhv. soveværelse, stue og køkken med et miks af møbler og boligtilbehør på hver etage. Møbler bestilles, mens tilbehør kan købes med hjem samme dag.

Ikea i københavn
© Ikea

Lej en ladcykel

Mange af os kender sikkert til muligheden for at låne en Ikea-trailer til større møbler. I det kommende Ikea varehus i København er traileren byttet ud med en ladcykel, som kan lånes til at fragte købene hjem.

Der er desuden tænkt ind i planerne, at mange kommer på cykel og der bliver etableret parkering til 760 cykler samt 55 ladcykler.

Ikea i københavn
© Ikea

Grøn taghave

Det nye Ikea city bliver grønt med grønt på!

Byggeriet forventes nemlig at få en udmærkelse for graden af bæredygtighed. Desuden vil der på toppen af varehuset blive skabt en grøn oase med et naturligt udtryk til fri afbenyttelse af byens borgere.

  • Vi vil gerne skabe liv i et område, der ellers ikke bliver brugt som opholdssted. Derfor kan vi med den grønne taghave bidrage til et bæredygtigt by- og lokalmiljø, der er til glæde for københavnerne, siger Anders Lyhne Nordtorp.

Planen er at plante i alt 250 træer, busker og planter på taget og omkring varehuset. I alt betyder det, at 25 procent af facaden på bygningen bliver dækket af grønt. Desuden vil solceller yderligere bidrage til det grønne aftryk.

BONUS Der vil også blive skabt det, Ikea har døbt "Circularity Lab", hvor du kan få hjælp til at reparere og istandsætte møbler - i bæredygtighedens navn.