Ikonisk stel relanceres nu under navnet 'Blå'

Håbet er, at stellet med sit simple, men gennemtænkte design vil få plads på mange danske spiseborde, som det havde det i 60'erne. Skal det flytte ind hos dig?

© Bodum

35 år efter det så dagens lys sætter Bodum det ikoniske stel ”blåstreg” i produktion, som det oprindeligt var tænkt af designer Grethe Meyer.

Da hun tilbage i 60’erne designede det ikoniske stel med den blå streg, blev det sat i produktion af Royal Copenhagen og fremstillet i fajance.

Men det var ikke sådan, Meyer oprindeligt havde tænkt det.

Hun havde nemlig set for sig, at det skulle laves i porcelæn, der er dyrere. Men af økonomiske årsager blev det ikke sådan – før nu, hvor Bodum sætter stellet i produktion i det mere holdbare og dyre materiale under navnet ”Blå”.

Stellet, der var at finde på mange danske spiseborde dengang var resultatet af Grethe Meyers mission om at skabe et smukt og funktionelt design, der ikke kun skulle være for de få, men som derimod skulle gøre livet nemmere for alle.

Forud for sin tid

For mange er designet blevet synonym med den tid, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet og det gode liv ikke længere kun var for de få.

Udtrykket var anderledes minimalistisk for sin tid, og det er netop dette udtryk, der gør det så relevant den dag i dag, hvor det lette design endelig bliver kombineret med den tyngde og holdbarhed, Meyer havde set for sig.

”Blå” er designet til at kunne stables og på den måde være både stilrent, men også praktisk og pladsbesparende.

Så byd velkommen til den relancerede klassiker, der er et godt bud på et stel, der ikke lige sådan går af mode.

'Blå' forhandles fra uge 14 hos Imerco og uge 17 hos Magasin. Stellet koster fra 149 kr.