"Kære danske keramikere, er der please en, der vil lave sådan én – min makrel mangler den!"
Der findes smørskåle, der kan trylle en træt Lurpak om til et acceptabelt indslag på frokostbordet. Men hvorfor kan dette ikke købes i Danmark?

Forestil dig dette:
Du får gæster. Til frokost.
Du har kogt æggene, lagt dem i en fin skål.
Rugbrødet er skåret og puttet i kurven, smørret bliver stillet på bordet i den fine smørskål, du har arvet af farmor og saltkaret er også på plads.
I køleskabet står en lille kande klar med kold mælk til kaffen, I skal have bagefter.
Nu finder du en dåse makrel frem fra skabet. Folk elsker jo den slags! Du sætter den rustikke dåse på dugen.
Nu er det hele ødelagt. Den nøgne dåse er malplaceret med sit uoplagte udtryk, og det er her, der i USA findes den sødeste lille ting, som ikke er til at opstøve i Danmark.
En keramikskål til servering af fiskekonserves!
Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at kreere sådan en her til lands?
Nogen, gør det! Jeg skal gerne være den første aftager.
Det er jo ikke kun de gængse makreldåser, der kan dresses lidt op for gæsterne. Det kan dåsen med sardiner, blæksprutter eller ansjoser i mange tilfælde også.
Så hvem vil designe én?
Og måske lave en version til karsen (med plads til saks) også?