Lyngby-vasen har fået to nye charmerende familiemedlemmer
Det er lige før, vi håber på tidligt efterår med de smukke lysestager. Men også kun næsten...
Lyngby Lysestager
Det er ikke første gang, Lyngby porcelæn udvider deres sortiment af minimalistisk design med nye af slagsen.
Senest var det deres bordlampe og fatning med de karakteristiske rifler, der havde debut, og nu er tiden kommet til to yderst fine nyheder fra deres kant.
Den ene er lysestagerne her. Lysestagerne er designet af Cecilie Toklum og holdt i det stramme udtryk, der er signaturen for brandet og den ikoniske vase, som så dagens lys tilbage i 30'erne.

Der bliver i alt lanceret to stager, som har det til fælles, at de foroven har smalle rifler og nede har bredere rifler.
Stor kronelysestage fra Lyngby Porcelæn til 149,95 kr. // Lille kronelysestage fra Lyngby Porcelæn til 129,95 kr.

En anden måske lidt overraskende nyhed er, at Lyngby Porcelæn er hoppet ombord på toget med løbeglasur. Noget, som for nogle keramikere er det samme som at stemple en vase med "2. sortering", men som i dag er blevet en bevidst del af flere kunstneres og brands design. Og nu også af Lyngby Porcelæns.
Det giver det klassiske design skøn, moderne kant. Det er minimalisme og perfektion, der møder ukontrolleret, organisk formsprog.
Vaserne med løbeglasur fås i tre farver; sort, rosa og klassisk hvid.
Lyngby-vase med løbeglasur, 20 cm., 699,95 kr.



Fire designs fås allerede nu på Lyngby Porcelæns side med undtagelse af den rosa vase, der forventes at lande 2. marts på brandets site.
