Monstera | Alt du skal vide om den populære plante

Monsteraen er efterhånden blevet kendt som 'bloggerplanten'. Her er alt du skal vide for at lykkes med den flotte plante, der fås i mange smukke varianter.

Monstera
© Getty Images

Du er helt sikkert stødt på den før. Med dens grønne og hullede blade er den nem at genkende.

Planten tilhører slægten Monstera, som består af omkring 50 forskellige varianter. De er alle kendetegnet ved finurlige huller og markeringer på deres ofte hjerteformede blade.

Den mest populære form for monstera, er Monstera Deliciosa. I Danmark er den mest kendt under navnet, fingerfilodendron, opkaldt efter de fingerlignende blade.

De seneste år har den været utroligt populær på Instagram, hvilket har givet planten dens tilnavn 'bloggerplanten'. Populariteten skyldes både dens smukke blade, men også at den er utroligt nem at holde.

Er du også hoppet med på bølgen, og har købt en flot plante fra Monstera-familien, har du sikkert en masse spørgsmål til, hvordan du bedst plejer den. Du finder svarene her.

Vi giver dig også inspiration til, hvordan du kan integrerer den i din indretning.

Er Monstera giftig?

Både ja og nej. De grønne blade og stilke er faktisk giftige for både mennesker og dyr. Børn kan få udslet, og især katte kan få kramper, slagtilfælde, smerter og hævelser!

Men de færreste ved dog, at den mest populære Monstera, Monstera Deliciosa, faktisk kan udvikle blomster og give frugt. Frugten er ikke giftig for mennesker, men smager af en blanding af ananas og banan.

Det kan være en god ide at sætte din Monstera på en skammel eller et lille bord. På den måde kommer de store blade op fra gulvet, og chancerne for at nå solens lys er større. Samtidigt giver det den ellers bastante plante et mere let udtryk.

Hvor tit skal en Monstera vandes?

En af fordelene ved en Monstera er, at den ikke kræver særligt meget vand. Den kan nemlig godt lide at tørre ud mellem vandingerne. Ofte skal den defor kun vandes en gang om ugen.

Da den er en regnskovsplante, er den dog glad for fugt. Et sprøjt med en forstøver en gang imellem, vil derfor være godt for den.

TIP Du kan tjekke om din Monstera mangler vand, ved at stikke en finger i jorden. Er de øverste par centimeter tørre, er det tid til at give den vand.

Hvor meget lys kræver en Monstera?

En monstera vil gerne stå lyst, men ikke direkte i solen. Du kan opleve at bladende vender sig, og gror efter solen. Det kan derfor være en god idé at dreje den engang imellem.

Som sagt er en Monstera en regnskovsplante, der elsker fugtig luft. Så længe der er lyst nok, vil en Monstera/fingerfilodendron altså stortrives på badeværelset.

Hvorfor har min fingerfilodendron fået sorte pletter?

Får din fingerfilondendron sorte, gule eller hvide pletter på bladene, er det tegn på, at den ikke har det godt.

Sorte pletter kan være tegn på, at din monstera har brug for mere varme. Regnskovsplanter skal helst stå nogenlunde lunt, flyt derfor din Monstera til et varmere sted.

Udtørrede og brune pletter kan opstå hvis din Monstera står i direkte sol. Er ét af bladene blevet svedent, har det højst sandsynligt hvilet op ad det varme vindue. Drej planten en, så den kommer fri af vinduet.

Gullige blade kan forekomme, hvis du vander din Monstera for meget. Husk at lade jorden tørre ud mellem vandingerne.

Blege blade kan være tegn på, at din plante mangler næring. Find gødning hos din lokale planteskole.

Ingen huller i bladene kan være en blanding af flere faktorer. For det første kan det tage tid før hullerne udvikler sig, det er nemlig ikke alle bladene, der bliver 'født' med huller. For det andet kan det skyldes din Monstera ikke får lys nok.

Må jeg klippe luftrødderne af?

Ja, de lange rødder kan du i princippet bare klippe af. Din fingerfilodendron vil dog have bedre af, hvis du bare stikker dem ned i potten igen, eller giver dem noget at kravle op ad.

I naturen bruger Monstera faktisk dens luftrødder til at klatre op ad regnskovens træer. Går du efter junglestemning i hjemmet kan du altså give den en plantestøtte, som den kan klatre op ad.

Kan jeg tage stiklinger af min Monstera?

Ja det kan du sagtens. Planterne i Monstera-familien vokser under de rigtige forhold utrolig hurtigt. Den er derfor oplagt at tage stiklinger af eller dele i mindre planter, hvis den bliver for stor.

Sådan tager du en stikling af din Monstera

En Monsteras stængler vokser i små grupper, der er samlet i led. For at tage en stikling, skal du lokalisere disse led.

  1. Vælg en stængel du vil tage udgangspunkt i. Følg stænglen ned mod jorden, indtil du kommer til udsprunget af 2-3 stængler.
  2. Hvis leddet har en begyndende luftrod kan du bruge dette led til en ny stikling.
  3. Klip umiddelbart under led og rod.
  4. Plant stiklingen i en lille potte eller vase med fugtig jord. Det er vigtigt at både led og luftrødder er dækket af jorden.
  5. Spray eller vand stiklingen.
  6. Pak potten ind i en plastikpose, for at holde jorden fugtig.
  7. Stil potten et varmt og lyst sted.
  8. Efter 3-8 uger, har rødderne en længde på omkring 3-4 cm.
  9. Nu kan du flytte stiklingen over i en rigtig potte.

Sådan deler du din Monstera

Har din monstera vokset sig alt for stor, kan du enten give den en større potte, eller dele den i mindre dele.

  1. Er din plante ikke klar til at blive delt, vil du ikke kunne skille rødderne ad.
  2. Tag planten op af potten.
  3. Fjern forsigtigt jorden fra rødderne.
  4. Skil forsigtigt rødderne fra hinanden.
  5. Plant dine klumper af rødder i nye potter, med fugtig jord.
  6. Nu er din monstera delt, og klar til at vokse sig til nye kæmper!

TIP Selvom en fuldvoksen monstera foretrækker lidt tørke mellem vandingerne, er det vigtigt at holde jorden ekstra fugtig de første uger.