De plisserede lampeskærme oplever en renæssance, der ikke er til at overse, i disse dage.
Og hvor det er relativt nemt at finde kulørte, plisserede skærme i pyramidesnit (skærme, der er højere end brede), er det derimod anderledes udfordrende at finde de plisserede skærme med den helt rigtige flade og brede facon - med mindre man kan nøjes med en hvid plafond.
Det lavede Hay allerede lidt om på i 2019, da de introducerede deres 'Matin'-serie designet af talentfulde Inga Sempe.

Serien, som siden er blevet enormt populær, består af bordlamper med messingstel og en plisseret skærm med den helt rigtige form, som kommer i seks forskellige farver: mørkegrøn, rød, gul, hvid, lavendel og bordeaux.
Hvad kollektionen desværre ikke rummede var væg- og loftlamper med samme plisserede skærm - indtil nu!
Hay er nemlig klar med i alt 4 nye lamper i serien: 2 væglamper med messingstel og 2 loft-og vægplafonder.




Ekstra bonus ved Hays 'Matin'-væglampe
De to væglamper kommer i alle seks farver og i to størrelser med en diameter på hhv 30 og 38 cm.
Som en ekstra bonus kan disse justeres i vinklen, så du kan pege lyset opad eller nedad afhængigt af, hvad der passer bedst.
De koster hhv 1.299 og 1.399 kr.

Maksimal effekt med Hays nye væg- og loftlampe
Den største af de 4 nye lampedesigns er plafonden, der fås med en diameter på 38 eller 50 cm.
Loftlampen monteres i modsætning til sine familiemedlemmer ikke på et synligt stel, men derimod som de klassiske og velkendte plisserede plafonder, der allerede fås hos de fleste lampebutikker i hvid.
Hays opdaterede udgave fås ikke kun i hvid, men også gul og lavendel, som vi kender fra bordlamperne. Priserne ligger på 999 kr. for den mindste og 1.099 kr for den største.