Nu sættes favorit fra fjerde sæson af 'Danmarks næste klassiker' i produktion

Vi har i de tidligere sæsoner af 'Danmarks Næste Klassiker' set, at flere af møblerne er endt med at blive sat i produktion hos forskellige danske brands. Og denne sæson er heldigvis ingen undtagelse.

Danmarks Næste
© Nicolai Skov / DR

"En udendørslampe uden ledning, der er flytbar og giver et blændfrit atmosfærisk lys, så den skaber et behageligt rum i mørket."

Sådan lød kriterierne fra dommerne, Kasper Salto og Louise Campbell, da de præsenterede lampe-udfordringen for de fem designere i afsnit 2 af fjerde sæson af 'Danmarks Næste Klassiker'.

Og selvom det ikke var Thomas, der løb med sejren og fik sin lampe på podiet, så var kampen ikke slut der.

Danmarks næste klassiker 2023
© Nicolai Skov

En pendel til havebordet

Thomas Albertsen kunne, kort efter programmet var kørt over skærmen, afsløre, at hans lampe bliver sat i produktion hos Frandsen.

– Jeg tror, de godt kan lide min lampe, fordi den er anderledes end dem, der ellers er på markedet. Den er højere og giver lys på en anden måde - lidt som en lille pendel, men stående på havebordet. Og så ved jeg, at de selv har arbejdet med denne lampekategori. Herunder også en lyskilde, som kan tages ud. Derfor var de også ret glade for min udtagelige løsning, fortæller Thomas Albertsen til Boligmagasinet.dk

Dialogen mellem Albertsen og lampeproducenten Frandsen tyder på, at sidstnævnte ser et stort potentiale i lampen.

– Da jeg var til møde med dem, sluttede de af med at sige, at de ville vende tilbage om en måneds tid. Men allerede dagen efter vendte de tilbage og sagde, at de gerne ville lave den, uddyber Thomas.

Danmarks Næste Klassiker lampe
© Thomas Albertsen / Frandsen

En ny lyskilde

At designe et færdigt produkt er en lang proces, og produkterne vi ser i programmet er derfor ofte prototyper.

Af samme årsag vil der også være nogle få ændringer på den lampe, du kommer til at kunne købe.

– På prototypen havde jeg den idé at lade lyskilden lyse op i skærmen, for at undgå, at lampen blænder. Men det er en manøvre, der kræver meget lys og dermed mere energi, og derfor forkorter det batteritiden. Så på det endelige produkt har vi valgt at ændre lyskilde, så lyset er direkte ned - dog stadig uden at blænde. Men lampen i dens form og udtryk vil være uændret, siger Thomas.

De to nye partnere håber at kunne vise lampen, som har fået navnet 'Grasp', frem under 3 Days of Design i juni. Og lykkes det, vil lampen kunne købes allerede til efteråret.

Som udgangspunkt kommer første serie af lampen i fire forskellige farver, hvoriblandt den farve som bliver præsenteret i programmet vil være.