Det var lige før, der opstod en krise, da det endelig stod klart, at Ikeas populære fletskab 'Stockholm 2017' ikke længere ville være en del af det faste sortiment i den svenske møbellabyrint.
Siden er det ikoniske skab blevet videresolgt med store fortjenester på Dba.dk og efterspørgslen er ikke døet hen, selvom vi nu skriver 2021.
Heldigvis er Living & More snart klar med et næsten identisk skab i deres boligsortiment.
Det sker efter forsinkelse grundet... Ja du gættede det: corona.
Men nu skulle den altså være god nok! I slutnignen af marts lander 'Java', som skabet er blevet navngivet, på Coop.dk.
Prisen vil være knap 800 kroner højere end Ikeas - dog stadig billigere, end hvad det oprindelige skab bliver solgt videre for.



Coops bud på bloggerskabet (tv) måler 126 x 90 x 40 cm og koster 3.799 kr. Til sammenligning målte Ikeas (th) 122 x 93 x 45 cm og kostede 2.999 kr.
Identiske - og så alligevel ikke
Som en anden forskel - ud over prisen - kan nævnes, at skabets top ikke består af flet, men derimod massivt træ. For nogle vil det være en dealbreaker - for andre en forbedring.
Også benene har en anelse anderledes udtryk, men ellers er ligheden slående!
Så har du sukket over, at du ikke nåede at få fingre i bloggerskabet, er det snart, du skal slå til!