Odenses fineste interiørbutik får ny adresse

Odenses fineste interiørbutik, Fabrek - der siden 2019 har beriget mange bolignørder med blandt andet keramik, plakater, tekstiler og mundblæst glas - får ny adresse.
Og heldigvis for odenseanerne forbliver interiørbutikken i Odense.
Butikken rykker nemlig lidt længere ned af gaden og kommer derfor fortsat til at have adresse på Overgade.
Flytningen skyldes først og fremmest, at fokusset på Fabreks webshop vil blive større, og webshoppen bliver derfor rykket til et eksternt lager.
Men Ann-Sophine Ulka, der er ejer af Fabrek, har også et ønske om, at flytningen vil tage butikken tilbage til at være det, den startede med at være.
– Vi vil gerne gøre butikken til et mere intimt sted, der fungerer lidt som et showroom. Altså gå lidt tilbage til der, hvor vi startede med åbent op til weekenden, jazzmusik og folk der hænger ud på bænken foran butikken. Vi kommer også til at lave flere events i samarbejde med vores leverandører, og så vil der komme til kun at være udvalgte vare fra webshoppens sortiment, mere vintage og lidt unika i butikken. Derudover er der også flere samarbejder og nye mærker på vej, som vil være at finde både online og i butikken, fortæller Ann-Sofie til Boligmagasinet.dk.
Bliver Fabrek-universet udvidet med flere butikker en dag?
“Men kommer der ikke snart en Fabrek-butik tættere på mig”, tænker du måske? Og det samme gjorde vi.
– Vi vil elske at åbne en butik i Århus og København. Men det ligger ikke i støbeskeen lige nu, desværre. Men måske en dag, fortæller Ann-Sofie og sår et lille håb.
Den nye butik, som kommer til at have adresse på Overgade 49, vil være åben fra midt maj og have åbent torsdag-lørdag eller efter aftale.
Bor du ikke i nærheden af den fysiske butik, vil du fortsat kunne shoppe fine boligfund på Fabrek.dk, hvor sortimentet nu vil være større end det i butikken.