Populær mode-webshop udvider med kæmpe boligkategori

Indtil nu har den været et populært sted, når seneste trends til klædeskabet skal shoppes og håbet er, at den bliver det samme, når det gælder indretning.

© Boozt

Det er netop blevet offentliggjort at Boozt.com udvider sortimentet med en ny kategori - nemlig bolig!

Den nye kategori, der får navnet "home", kommer til at tage sig anderledes ud, end de eksisterende, som dækker over tøj og sko til alle aldre og køn, skønhedsprodukter og træningstøj.

Det sker, fordi vores måde at indkøbe møbler og andet lir til hjemmet foregår på en anderledes måde, end når vi tanker klædeskabet op. Det er i hvert fald Boozts egen opfattelse, som det fremgår af en pressemeddelelse omkring lanceringen.

Selve kategorien er allerede at finde på sitet, men først fra november er den opdateret og klar med de 100 nye brands, der bliver en del af satsningen fra begyndelsen - og som skal ende på 200 i alt, inden året er omme.

Af brands, der allerede er på plads er fx Louise Roe, Moebe Design, Aytm, Paper Collective, Lyngby Porcelæn, Design Letters og Broste, fortæller Boozt til Boligmagasinet.dk. Generelt vil fokus være på nordiske brands, lyder det.

I begyndelsen vil det være tilbehør til boligen som belysning, tæpper, tekstiler og accessories du kan klikke hjem fra home-kategorien, men planen er, at der også skal føjes møbler til på længere sigt.

Du kan allerede nu snuse til kategorien på sitet, men det er først fra november at den er helt flyveklar.