Populært, dansk modebrand lancerer opsigtsvækkende kollektion af sofaer
Hvordan ser det ud, når nogle af dansk modes mest populære designere kaster sig over at skabe en sofa? Det ser vildt ud!
Vi har tidligere skrevet om det nye sofabrand Common, der så dagens lys i foråret og skiller sig ud med deres koncept, som bygger på at invitere forskellige designere til at kreere deres bud på en sofa.
Nyeste skud på stammen er det populære, danske modebrand Baum und Pferdgarten.
Bag brandet står Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, og sammen har de designet en sofa med navnet 'Flowerfield', der kommer i to forskellige mønstre og er væsentligt mere festlige end de fleste andre sofaer på markedet – meget i tråd med designduoens udtryk, når de sætter sig til tegnebrættet for at skabe det tøj, de er blevet kendt for.
Kendetegnet for deres design har nemlig altid været deres mønsterglæde og den afspejler sig selvfølgelig også i deres møbeldesign.
Sofaen kommer i enten en to-personers eller tre-personers variant og er i selve konstruktionen holdt i stramme, stilrene linjer, som får modspil af messingben og to vilde velourstoffer med hhv. leopard- eller blomstermønster.
Om arbejdet har duoen udtalt:
"Vi har arbejdet ud fra idéen om at møbler ikke behøver at være grå og kedelige. De kan være dramatiske og poetiske. Møbler kan godt fortælle en historie og ikke kun være funktionelle".
Sofaerne koster fra ca. 11.200 kr. og kan findes her.






