Södahls forvandling

Der er masser af guf blandt efterårsnyhederne fra midtjyske Södahl - men sådan har det ikke altid været, fortæller redaktionschef Anja Hellberg.

„I midten af 90'erne arbejdede jeg i en interiørbutik på Fanø, der solgte oceaner af Södahl-produkter. Primært til tyskere. Og primært grydelapper, dækkeservietter og voksduge med store blomster i krasse farver. Hvis jeg selv købte noget fra brandet, var det gaver til min mor eller mormor.

I mange år har Södahls produkter ikke fået lov til så meget som at snuse til ind ad min brevsprække, men for nogle år siden skete der noget. I 2011 dumpede den nyuddannede designer Ditte Vestergaard Sørensen ind hos det midtjyske firma, og siden har vi på redaktionen ofte spottet en nyhed fra Södahl, som er så cool, begavet og fin, at den slet ikke kommer videre til hverken mor eller mormor. Der bliver efter min mening skelet lige lovlig meget til designere som Susanne Schjerning og Rie Elise Larsen i nogle af mønstrene, og der er utroligt mange versioner af de samme mønstre, men der er stadig masser af lækre og nytænkende overraskelser i firmaets sortiment, som kan tilfredsstille en kræsen bolignørd.

Her er mine fire personlige favoritter - og en enkelt outsider:
Sæbedispenseren her er som et stykke slik på badeværelset. Den lækre farve og silkebløde, matte overflade (porcelæn dækket af en soft rubbercoating) er en daglig glæde i et ellers ret upersonligt rum. Fås i aqua, gul og grå farver, 149 kr., Södahl.

Hvide duge er perfekte til at fremhæve kulørt service, men er dine tallerkener hvide, gør du dem selv og dit øje en stor tjeneste ved at vælge en kulørt dug. 'Neon Hills' har en skøn, pink farve, der gør dit middagsbord til en eyecatcher og gæstemagnet med den grafiske dug. Fås også i en gylden, gul og blå version. 140 x 180 cm, 399 kr., Södahl.

Det her sengetøj vækker så utroligt mange minder om sommerferier hos mine bedsteforældre, og jeg elsker den nostalgi, det udstråler. I butikkerne september 2014. Fås også i grå. 140 x 200 cm, 499 kr., Södahl.

En voksdug er ikke længere en stiv og fedtet sag i tykt plastik. I dag hedder de praktiske duge akrylduge og har en blød tekstil-agtig overflade, og derfor kan du roligt gøre din havefest ekstra hyggelig og festlig med en flot dug. Min favorit fra Södahl er fra serien 'Doorway', der fås i både støvet rosa, grå og grøn. I butikkerne september 2014. Bredde 140 cm, 159 kr. pr. meter, Södahl.

Outsideren
Södahl er en del af F&H-gruppen, der også ejer Rosti, Nuance, Piet Hein og producerer Mette Blomsterbergs design. Sidstnævnte har designet disse smukke kobbergryder, som gør serveringsfade overflødige på middagsbordet. Personligt satser jeg i hvert fald på, at indpakningen camouflerer mine ringe evner i et køkken. Prisen taler også for, at gryderne skal med på denne liste: 269-999 kr. pr. del. I butikkerne september 2014.

I læsere er også vilde med Södahls design. Samme år, som Ditte Vestergaard Sørensen blev ansat hos Södahl, stemte I nemlig et design af Södahl ind på førstepladsen i kategorien Læsernes favorit til Bolig Magasinets Design Awards 2011.