Denne bliver 2019s it-farve - og holder ifølge trendeksperterne de næste 5 år!
Så kan du godt finde din portemonet frem og investere i fremtidens hitfarve nummer ét.
Da Pej-gruppen holdte trendoplæg på Formland Messen i Herning i august, lød en af trendforudsigelserne, at vi i sommeren 2019 kommer til at se meget mere til ”sart, kold isgul”, som trendforsker Rikke Skytte formulerede det på scenen.
Første tanke her på redaktionen var, at det var forventet, fordi alle andre pasteller har haft deres tur i manegen. Vi så blandt andet mint i 00’erne og de senere år lyserød – også kaldet ”millenial pink”, som buzz-farve indenfor indretning.
Med andre ord: det måtte komme, at lysegul også skulle have sine 15 minutters berømmelse.
Men noget tyder på, at virkeligheden bliver en lidt anden.
Fem år med påskefarve
Ifølge en trendrapport om farver udformet af et af de førende globale trendbureauer WGSN, så vil den sarte nuance holde de kommende fem år!
Det fremgår af deres farverapport for 2023, hvor de forsigtigt tager temperaturen på fremtidens farveforelskelser.
“Denne udefinerbare gule farve (ikke så mættet som citron eller lige så varm som banan) fungere bedst mat. Den kan fungere på store flader eller som en accentfarve,” lyder det i rapporten.
Fra kjole til væg og vaser
Den sarte nuance har allerede haft sin debut i modeverden, hvor den pt oplever en stigende popularitet, og vurderingen er, at tiden for alvor kommer til interiør og faktisk også bilindustrien i de kommende år.
Steder, der allerede har kastet deres kærlighed på den utraditionelle nuance tæller blandt andet Acne Studios, som brugte farven fra gulv til loft i deres nyeste butik, Warm Nordic, der lancerede et lysegult kakkelbord i deres debutkollektion og instagrammer Sofie Amalie, som står bag profilen @thusthefuss. Hun valgte at bruge den, da hun som Bolig Magasinet Stylist 2018 skulle style en stue til vores kommende decembernummer og gav væggene en tur med den overraskende nuance (se billedet nendenfor - og hele resultatet i Bolig Magasinet 1812).
Så forelsker du dig i noget med farve som citronsorbet, er du ikke helt galt afmarcheret. Du foretager nærmere en fremtidssikring af din indretningsstil.