Splittet: Har du mod på trenden, der kan forme et rum uanset størrelse?
Maling er som magi, når du skal indrette dit hjem!
Farver i indretningen er et hit i disse dage, og hvis du formår at tilføje originalitet, er du godt på vej mod et trendy hjem i 2018.
Med halvmalede vægge og vægge malede i to farver kan du både få et lille rum til at virke større eller skabe hulestemning, afhængig af hvordan du sammensætter farverne.
Tone i tone
Ved at bruge to nuancer i samme farveskala får du skabt et roligt udtryk. Hvis du har forelsket dig i en mørk farve, som du frygter stjæler alt lyset i rummet, kan du vælge en lysere nuance på den øverste del af væggen. På den måde bliver udtrykket ikke så tungt. Omvendt, hvis du ønsker at skabe hygge, kan den mørkere farve være øverst og understrege hulestemningen.
Kontraster
Kontraster på væggene giver et mere markant look, som virkelig kan tilføje karakter til indretningen. Igen er der dog forskel på, om du vælger at male den mørke eller lyse farve øverst. Den lyse farve øverst får værelset til at virke rummeligt, og den mørke farve øverst skaber en mere intim stemning og egner sig godt i fx soveværelset eller på et badeværelse, hvor du ønsker at skabe luksuriøs hotelstemning.
Mal kun en halv væg
Du behøver ikke at være bange for, at male et rum, der er småt. Du kan nemlig nøjes med at male den nederste del af rummet og beholde den øverste del af væggen i en lys tone. På den måde får du farver ind og undgår, at rummet pludselig syner endnu mindre.
Fuld overhaling
Her skal du være konsekvent og male over alt, din pensel møder på sin vej. Døre, skabe, kommoder - sågar billeder (hvis du synes). Det giver et råt og sammenhængende look til rummet. Hvis det ikke skal være alt for dramatisk, kan du bruge en sart farve som fx en lys grå.
Sarte nuancer
Med to sarte nuancer, der komplimenterer hinanden godt, får du et rum, der både er lyst og feminint. Brug gerne små pyntesager, i samme farver, til at skabe en fin sammenhæng.
Originalitet
Hvis du ønsker at få originalitet ind i et rum, skal du vælge to farver, der ligger et godt stykke fra hinanden i farveskalaen. Det giver et spændende og kreativt udtryk, som kun kan sætte et smil på læben, når du træder ind i rummet.