Designchefen: Sådan får du din sofa til at holde i mange år
Sofaen er helt klart en af de større udgifter i hjemmet. Derfor har vi samlet 7 af ekspertens bedste råd til at få den til at holde så længe som muligt – og det indebærer både bank og solbeskyttelse!
Du skal passe på din sofa. Det skal du både ud fra et ansvarligt perspektiv, men også på grund af dens funktion i hverdagen – i hvert fald hvis du spørger Head of Design hos Sofacompany, Line Nevers Krabbenhøft.
– Jeg synes jo, at ens sofa fortjener at blive passet på, for den passer også på én – man bliver ligesom omfavnet af den. Jeg plejer at sige, at den er hjemmets hjerte, og for mange er sofaen en slags helle.
Og hvordan får man så hjemmets hjerte til at slå længst muligt? Det har vi spurgt Line om, som herunder deler ud af 7 gode råd til at få sofaen til at holde i mange år.
1. Design, du kan li’
– Det er allerede inden, man overhovedet har købt sofaen, at man skal gøre sig nogle overvejelser. Hvilken stil har jeg? Hvad har jeg typisk været glad for i lang tid? Sofaen er jo også en skulptur, så du skal være glad for dens æstetiske udtryk, hvis du vil beholde den længe.
– Jeg går rigtig meget ind for æstetisk bæredygtighed. Det vil sige, at man køber noget, som man forventer, man bliver glad for at se på i mange år. For det er faktisk for det meste derfor, man køber en ny sofa; fordi man er træt af at se på den gamle. Ikke fordi den er blevet slidt eller grim, desværre. Så æstetisk bæredygtighed er helt klart en af mine kæpheste. Det er også derfor, at der i Sofacompanys sortiment er mange klassikere. Vi designer også de mere trendy ting, men det er altid med det klassiske og langtidsholdbare in mente. Det er altså det, man bør gå efter, når man vil købe en sofa.
2. Rum for fornyelse
– Vi har en iboende trang til forandring og fornyelse, og derfor er fleksibilitet også en vigtig faktor. Tænk over at vælge en sofa, du kan indrette med på mange måder i dit hjem, så den ikke kun kan stå på én måde. For eksempel kan du købe en modulsofa eller en sofa, der både er pæn forfra og bagfra. Så kan du skabe fornyelse ved at flytte lidt rundt på den.
– Du kan også købe en sofa med aftageligt betræk. Hvis du så pludselig bliver træt af, at du har købt en gul sofa, eller du har spildt rødvin over det hele, så kan du få den renset eller købe et nyt betræk i stedet for en helt ny sofa.
3. Kvaliteten
– Når man køber en sofa, bør man også spørge til kvaliteten. Sofaernes stel hos Sofacompany er f.eks. lavet af FSC-certificeret træ, hvilket vi faktisk har livstidsgaranti på. Men det er typisk tekstilet, man skal gå mest op i, når det kommer til materialer, for det er det, der hele tiden er kontaktfladen og derfor mest udsat.
4. Det rigtige tekstil
– Der er generelt mange polyesterkvaliteter i møbelbranchen, og det skyldes, at polyester er et ekstremt stærkt materiale, som også er let at rengøre. Vi bruger næsten ikke andet end polyester til vores sofaer. Hvis du gerne vil sikre, at du får et stærkt materiale, kan du kigge efter måleenheden Martindale, som er et udtryk for, hvor slidstærkt tekstilet er. Hvis et tekstil har en højere Martindale end 20.000, går du ikke galt i byen.
– Alt efter hvor lyst eller mørkt, du bor, bør du også gå op i lysægthed. Hvis du for eksempel har købt en mørk sofa og stiller den et sted med meget sollys, så vil den falme over tid, uanset om du køber dyrt eller billigt. Så hvis du ved, at du bor meget lyst, så skal du virkelig gå op i at købe et tekstil, som kan tåle det. Der er ingen tekstiler, der kan tåle det i 100 år, men nogle har højere lysægthed end andre. Jeg vil faktisk anbefale at vælge et lyst tekstil, hvis sofaen står et sted med meget direkte sollys. Lysægthed måles på en skala fra 1-6, hvor 1 er det tekstil, der hurtigst vil falme, og 6 er det tekstil, der holder sin farve bedst. Det kan du som kunde derfor også spørge ind til, når du er på sofajagt.
5. Imprægnering
– Det er en rigtig god idé at imprægnere sin sofa, for hvis de fleste er som mig, så sidder man jo og spiser chokolade og drikker vin i den. Man gør det simpelthen bare nemmere for sig selv ved at imprægnere den. Så kan du nemt lige duppe pletten med en opvredet klud med vand, og ellers kan du købe noget specielt tekstilrens at rengøre med.
– Men alene det, at du køber et møbel med et polyestertekstil, gør, at du allerede er mange skridt foran i forhold til både holdbarbed og vedligeholdelse. Til møbler er det simpelthen bare så praktisk.
6. Bank din sofa
– Det er også en virkelig god idé at banke sin sofa, især hvis den har hynder, eller det er en meget blød sofa. Så er en gammel tæppebanker genial. Dels får du banket en masse støv ud, og dels får du banket det hele på plads, så sofaen kan holde formen. Det er også en god idé en gang hver anden måned lige at støvsuge sin sofa, for der ligger jo typisk krummer og så videre.
7. Solbeskyttelse
– Som sagt er der ingen mørke tekstiler, der kan tåle at stå i direkte sollys uden at falme i længden. Så hvis du bor lyst og måske med store panoramavinduer, skal du både tænke på, hvor du placerer din sofa, men også på at få købt et tekstil med høj lysægthed. Lysægtheden måles på en skala fra 1-6, hvor 6 er det tekstil, der er bedst til at modstå solens falmende effekt. Solen er nemlig enormt hård ved overflader.
– Et andet nemt tip, som folk ofte ikke tænker over, er, at man bør huske at trække gardinet for, når man alligevel ikke er hjemme. Eller at lægge et tæppe over den ende af sofaen, der vender ud mod vinduet. Så kan den holde sin farve bedre, og det kræver jo ikke det store lige at gøre, inden man tager på weekendtur eller ferie.
– Jo lysere et tekstil, jo mindre sart er det som sagt overfor blegning, men jo mere sart er det selvfølgelig over for rødvinspletter. Så det er jo lidt en afvejning af, om man har mest sol eller drikker mest rødvin. Jeg skal for eksempel aldrig have en hvid sofa, jeg er simpelthen for klodset. Men det er der jo andre, der godt kan håndtere.