Med god grund har vitrineskabet fået en renæssance - se bare her

De fine skabe er blevet populære igen - især de ældre varianter - og det er der flere virkelig gode grunde til. Kig med og se, hvordan andre har brugt dem i indretningen.

Vitrineskab på væg
© Anitta Behrendt, Styling Julie Løwenstein // Stilleben

Vitrineskabene har i den grad fået en renæssance i indretningen - både de væghængte og de store varianter og det giver umiddelbart god mening, hvorfor det er netop nu, at vitrineskabene er blevet så populære.

Individualitet er vejen frem, både når det gælder tøjstil så vel som indretningsstil anno 2020. Så hvis du har indsamlet og købt en masse fine sager, giver det god mening at vise dem frem - hvad enten det er din bogsamling, keramik, kreating eller noget helt andet, der er særligt for dig.

Desuden rammer vitrineskabene ned i trenden med individualitet på mere end én måde: udover at være en smuk udstillingsmontre for dine personlige favoritter er de oplagte at male og på den måde personliggøre i sig selv.

LÆS OGSÅ Vores liste over de 25 fineste vitrineskabe

Stilleben vitrineskab
© Stilleben

Én af frontløberne for de kulørte vitrineskabe er Stilleben med deres smukke farvekombinationer - terracotta og grå samt blå og beige.

Det er blandt andet disse smukke bud, der har sat gang i trenden med at give skabe med glaslåger smuk kulør indvendigt såvel som udvendigt.

Det er en trend, der for alvor har bredt sig, og som vi folder ud nedenfor med gode eksempler på, hvordan andre har malet deres vitrineskabe - og idéer til, hvordan du kan male dit eget.

TIP Vask, slib og grund dit møbel, inden du går i gang med malingen, så får du det bedste resultat.

Vitrineskab på væg
© Anitta Behrendt, Styling Julie Løwenstein

I ét med væggen

Ønsker du, at dit vitrineskab skal integreres med resten af rummet, det placeres i, så kan du med fordel male det i samme som væggen. Det er ikke bare en virkelig smuk detalje til skabet, det sikrer samtidig blikfang.

Trine Louise har valgt at male sit vitrineskab i den samme lyseblå nuance som væggen og malet det lyserødt indvendigt og det giver ekstra fokus på skabets indhold.

Malet vitrineskab
© voressmil

Fremhæv på en mørk væg

Er du lidt mere modig, kan du vælge at male dit vitrineskab i en lys farve og placere det på en mørk væg. Her vil både vitrineskabet og væggen stå stærkt frem og skabe en dramatisk kontrast til hinanden.

For at tone det en smule ned er bagbeklædningen her malet i en neutral, hvid farve. Men du kan også vælge at male bagbeklædningen på skabet i samme farve som væggen for at skabe noget dynamik og sammenhæng i rummet og mellem farverne.

Gammelt vitrineskab malet
© mettenorrild

Rolige, sarte farver til dit vitrineskab

Skal dit vitrineskab ikke fungere som statement piece men snarere være et roligt element i din stue, kan du vælge at male dit vitrineskab i nogle nedtonede nuancer. Mette har valgt at male sit fine, lille skab i en grålig farve udenpå og en støvet lyserød farve indvendig, hvilket fungerer rigtig godt.

Malet vitrineskab
© tinnekierhome

Et kulørt indre

En anden smuk variation af de malede vitrineskabe ses her. Du kan som på billedet finde en ældre sag og nøjes med at male skabets indvendige træ og dermed bevare træets naturlige farve på ydersiden. Du kan også vælge at behandle træet med olie - enten en klar olie eller en farvet olie, så skabet får det udtryk, du kan lide. Her har vitrineskabet en mørk rødlig nuance udenpå, og så har Tinne malet det indvendigt i en fin mint farve. Det giver et anderledes udtryk, som bestemt også er virkelig fint.

Malet genbrugsvitrineskab
© miomio_vintage

Delvist malet

Du kan også vælge at gøre det modsatte. Her er det kun det udvendige træ, der er blevet malet, mens skabets indre er forblevet umalet. Det giver et mere antikt udseende men med et tvist. Farven udenpå kan være lige den, du kan lide. Her et det malet i en råhvid farve, men det kunne ligeså vel blive malet i hvilken som helst anden farve.

Lyserødt vitrineskab

Mal dit vitrineskab lyserødt

Her har vi endnu et bud på et malet vitrineskab. Den lyserøde farve ses over det hele for tiden med god grund. Det er en smuk farve, der kan en masse i indretningen.

Med et lyserødt vitrineskab kan du vælge stel i samme nuance som bagbeklædningen, men du kan også stille porcelæn i en helt anden farve ind i skabet. Her er der gjort begge dele, hvilket fungerer godt, og farverne komplimenterer hinanden flot.