Svensk varehus er paradis for genbrugsglade shoppere
Sverige har allerede H&M og Ikea, og nu har de begået endnu en genistreg i form af ReTuna Återbruksgalleria – et helt indkøbscenter, der opfylder alle dine genbrugsdrømme.
Verdens første genbrugsvarehus
Hvis du er vild med genbrug og miljørigtig shopping, så bør du lægge vejen forbi byen Eskilstuna i Sverige. Her har de nemlig genopfundet det klassiske indkøbscenter og åbnet centret ReTuna Återbruksgalleria, hvor du udelukkende kan købe genbrugsting.
Genbrugstingene doneres til centret, hvor de bliver sorteret og repareret, shinet op og i nogle tilfælde omskabt. Herefter bliver varerne fordelt blandt centrets 14 butikker ud fra de enkelte butikkers forskellige forretningskoncepter.
Hvis du bliver sulten midt i shoppeturen, er der heldigvis også en café, meget passende navngivet Returama, og her er al maden økologisk.
Formålet med det innovative varehus er at genopfinde vores måde at shoppe på ved at udnytte de ressourcer, vi allerede har, og give varerne nye, glade ejere.
Alle varehusets butikker drives miljørigtigt, og hvis de køber nye varer – som caféen jo for eksempel gerne gør – skal det hele være økologisk eller miljøvenligt.
ReTuna Återbruksgalleria ligger i Eskilstuna, ca. 1,5 time vest for Stockholm, så hvis du alligevel besøger den svenske hovedstad, kan du jo udforske genbrugsvarehuset i samme ombæring – og måske endda tage et par ting med til genbrug.
Kilde: Inhabitat