TV2 afslører ny vært på Nybyggerne - nu glæder vi os endnu mere til 5. sæson!
Det må da siges, at være et 'match made in heaven'!
Netop nu er optagelserne til femte sæson af TV2s populære boligprogram Nybyggerne gået i gang.
Her skal fire par kæmpe om deres drømmehjem til en værdi af 2,6 millioner kroner. Murstenene ligger denne gang i Randers og endnu engang skal deltagerne over to måneder kæmpe for at få de rå vægge og beton transformeret til hyggelige, personlige hjem.
På den måde er tingene, som de plejer.
Alligevel er noget helt nyt, når den kommende sæson går i luften i det nye år.
Det er nemlig hverken Puk Elgaard eller Peter Ingemann, der bliver værten, som guider deltagerne igennem udfordringerne. Denne gang bliver det tv-vært, designer og arkitekt Emil Thorup, der skal styre slagets gang.
Ud af Vild med dans - ind i Nybyggerne
Hans håb er, at han som vært kan tilføre noget helt nyt til programmet.
- Jeg har levet af boligindretning i mange år efterhånden. Så jeg håber, at parrene også vil bruge mig som sparringspartner undervejs i processen, siger han til TV2.dk.
Den habile TV-vært har siden sin tv-debut som Casper Christensen højre hånd i programmet 'Aloha' skiftet metier fra tv-darling til arkitekt og indretningsekspert og står blandt andet bag det populære møbelbrand Handvärk og designer desuden sommerhuse.
En baggrund, der adskiller ham fra sine to forgængere på posten, fordi han rent professionelt beskæftiger sig med indretning og design.
- Min rolle bliver at indgyde håb og entusiasme hos parrene. Samtidig vil jeg også forsøge at være ham, der ser projektet lidt oppefra, og som derfor kan guide dem i, hvor de kan bruge færre eller flere kræfter, siger Emil Thorup yderligere til TV2.dk
I denne måneds Bolig Magasinet viser han hjemmet frem, hvor det er tydeligt, at kærligheden til dekadente materialer som marmor og velour er stor - og planter. Masser af planter.
- Jeg er besat af planter. Klara (Emils kæreste, red.) er ikke så begejstret, og hun synes, her ser ud som en københavnsk afdeling af Randers Regnskov, men jeg elsker at nusse, pille og gøde vores planter. Jeg bliver i godt humør af det, og på en sjov måde har jeg brug for, at der er noget, jeg skal holde i live. Egentlig er jeg slet ikke til accessories, men planter er noget af det flotteste boligtilbehør lige nu. Og jeg vil langt hellere indrette med en ny plante end en ny karaffel, siger han blandt andet om sit karakteristiske hjem i månedens magasin.
Om Emil vil trække nybyggerne i retning af endnu mere regnskov i byen, hvor den kommende sæson foregår, bliver spændende at se!