Gør som Janne og indret din altan grønt og på budget
Jannes tagterrasse rummer både beton, genbrugsmøbler og smukke margueritter, der sammen skaber et råt og urbant look. Få inspiration her til at indrette din altan på bugdet med hendes fire simple ideer.
HER BOR Janne Andersen (39), head of business development, sammen med sin mand, Søren Groth Petersen (34), og deres datter, Ingeborg (2).
HVOR Famllien bor i en 90 kvadratmeter stor lejlighed på Nørrebro i København.
Jannes 4 bedste ideer til altan på bugdet
På Janne Andersens tagterrasse får industrielle genbrugsmøbler, beton og zink modspil af små træer, klatrende efeu og søde margueritter. Se bare her ...
1 Vælg møbler i størrelse small
– Vores altan er ikke så stor, så det tog lang tid at finde et møbel, der både kunne tåle at stå ude året rundt og samtidig var lille. Vi endte ud med en ret robust model i sort, da vi har indrettet med ret mange træsorter på vores væg, gulv og loungemøblerne for at skabe lidt ro. Bordet kan rumme en hel del, og vi har faktisk siddet otte omkring det, selv om det var lidt snævert.
PÅ BILLEDET Spisebord og stole fra Ikea, skål fra Søstrene Grene og glasvase fra Ro.
2 Byg selv af genbrugstræ
– Vi har bygget et to i én-møbel, da pladsen er trang. En lounge, der samtidig er opbevaringskasse, som er isoleret, så den er vandtæt. Heri overvintrer vores lanterner, krukker, potter. Loungen er lavet af genbrugstræ fra Genbyg, og det er kun fedt, at nogle af brædderne har lidt print eller lidt farve – det giver lidt historie.
PÅ BILLEDET Skindet er fra The Organic Sheep og puder fra Brandts Indoor og H&M Home. Sidebordet er fra Ilva, flaske fra By Nord og vase fra Studio Arhøj. Den lille lågkrukke er fra en lokal blomsterhandler på Nørrebro.
3 Miks råt og romantisk
– Hele vores bolig er et miks mellem træ og rå elementer som beton og zink. På den måde bliver det ikke for meget kun én stil, og for mig er det mere personligt. Jeg er vild med den patinerede zinkkasse, og jeg kan godt lide, at den er lidt industriel og rå som modvægt til de meget romantiske margueritter.
PÅ BILLEDET Zinkkassen har Janne fået i gave, efter hun havde set den på et loppemarked.
4 Opbevaring på få kvadratmeter
– Bag vores altandør var der lige præcis plads til en høj reol, og det giver os virkelig meget opbevaring på meget lidt plads. Jeg har stillet grønne planter øverst for at få grønt i højden og et par lysende lanterner til sommeraftenerne, og samtidig er reolen hjem for vandkander og krukker. Det giver et ret hyggeligt miks.
PÅ BILLEDET Reol fra Silvan, vintagekasse fra en loppetur, vandkande fra Ikea. Øverst blomsteropsats fra Søstrene Grene. Lanterner fra House Doctor og gulvopsats fra Ferm Living.