Julies afslappede niveau-terrasse
Stylist Julie Løwensteins terrasse er bygget op i niveauer – det giver et levende udeareal, hvor man altid kan finde det helt rigtige sted at slå sig ned.
Uformel stemning
„Når sommeren nærmer sig, kan det ikke gå hurtigt nok med at få foldet terrassen ud med masser af hynder, puder og tæpper. Førhen havde vi en traditionel indretning; et havebord med bænk og to stole. Men nu er vores lange terrasse lavet om til en stor – eller mange små, om man vil – hyggekroge. Det giver en dejlig uformel stemning, når vi har gæster på besøg. Der er plads til alle, og både vi voksne og ungerne elsker at bruge terrassens mange niveauer.“
TIP Skab nemt og hurtigt et nyt look på terrassen med hynder og puder. De batik-mønstrede pudder er syet i stof fra Stof & Stil, den blomstrede pude er syet i Libertystof. Plaiden er fra Södahl. De grønne hynder på trappen er fra Ilva og de lange hynder er nogle år gamle og fra The Travelling Band.

Husk hynderne
„Har du en træterrasse med trin, så overvej at gøre nogle af trinnene dybere, og vælg gerne nogle i forskellige højder. På den måde skaber du små siddepladser, der indbyder til en god snak. Tilføj nogle hynder, så det bliver behageligt at slå sig ned – uanset om det er morgenmad med familien eller en kop kaffe med en veninde.“
TIP Sy eller køb masser af puder i livlige mønstre og fine farver. Det giver en dejlig sommerstemning, og puder kan man aldrig få nok af, når ferien for alvor rammer.

Blomsteroaser
„Blomster og grønne planter er et must på enhver terrasse, og har du flere niveauer, er de perfekte at stille i forskellige højder – så kan du nemlig placere dem der, hvor du ser hver enkelt plante bedst. Plant ud i forskellige krukker og potter, og lav små, skønne blomsteroaser.“
TIP Bland potter i forskellige størrelser og farver, det giver et fint udtryk og understreger den afslappede sommerstemning. Potter fra bland andet Bergs Potter.

En lur i skyggen
„Hvem har ikke lyst til en halv time eller mere vuggende i skyggen? Selv om du ikke har meget plads på terrassen eller altanen, er det en god idé at gøre plads til en hængekøje – med et par stærke kroge, og en køje, der er lige til at rulle sammen, har du altid mulighed for en gyngende pause.“
Jeg faldt over denne hængekøje i Ikea forleden. Heldigt, da den gamle var blevet træt at se på. 299 kr. Fås også i hvid.
