Lad dig inspirere af stylistens stemningsfulde have, der kræver et minimum af pleje
Da Sidsel og Daniel stod for at skulle anlægge deres have påny valgte de at fokusere på hygge og stemning - og meget lidt på krævende indslag.
HER BOR Sidsel Zachariassen (41), stylist, indretningskonsulent og ejer af butikken Seasons by Sidsel Z, hendes mand, Daniel Frigast (45), butikschef, og deres to sønner, Carl Emil (5) og Alfred (1).
HVOR Familien bor i et 150 kvadratmeter stort hus fra 1912 i Tisvilde med en have på 2.000 kvadratmeter.
LÆS MERE Følg Sidsel på Seasonsby-sidselz.dk og @seasonsbysidselz.
"Tiden er ikke helt med mig lige nu"
Den gode have er fyldt med skønhed, leg og historier. hvis du spørger stylist Sidsel Zachariassen.
Da hun og manden Daniel for seks år siden købte deres hus i Tisvilde, fik de en skøn, gammel have med i købet. Men da parret valgte at lægge jordvarme ind i huset, mens de alligevel var i gang med den store renovering, skulle det hele graves op, og Sidsel måtte starte forfra.
– Jeg elsker naturen og ville ønske, jeg kunne bruge rigtig mange timer i min have. Men med to små børn og en butik, der har åbent hele sommeren, er tiden ikke helt med mig lige nu, siger Sidsel.
LÆS OGSÅ Skønne lanterne til dit uderum.
I et lilla og lyserødt blomsterflor
Derfor blev målet at skabe en stemningsfuld have, som kræver et minimum af pleje.
Blomster fylder meget i Sidsels liv, både privat, hvor hun laver masser af buketter til hjemmet, og i hendes job som butiksejer og stylist. Derfor er hendes egen have selvfølgelig fyldt med blomster hele sommeren - fortrinsvis i toner af lilla og lyserød, så udtrykket bliver roligt.
For at minimere havearbejdet og gøre det nemmere at passe har hun holdt sig til én sort i de fleste bede. Kun i et enkelt højbed har hun mikset favoritstauderne og skabt et vildt grøftekantslook.
Få Sidsels bedste tips til at skabe den gode have, der ikke kræver al din tid
1 Gør terrassen grøn
Det kan være lidt af en kunst at få naturen ind i din gårdhave eller på din terrasse, uden at det bliver for rodet. I sin egen gårdhave har Sidsel plantet en klatrerose, som skaber en grøn og blomstrende væg. Hun bruger også plantekasser, men nøjes med én type planter for at gøre looket mere roligt.
BILLEDE Havebord og bænk er i genbrugsteak fra Sika Design, mens stolene og plantekasser er fra det franske mærke Fermob, som forhandles i Sidsels butik.
2 Fråds i blomster
Med en overdådig blomsterdekoration midt på bordet skaber du de perfekte rammer for en festlig sammenkomst. Her har Sidsel brugt et aflangt zinkfad med oasis. Miks gerne blomster fra haven med vilde grøftekantsblomster.
Start i enderne af fadet med at stikke de længste blomster i oasissen, og fyld derefter ud. Jo mere tilfældigt og afslappet, det ser ud, jo bedre.
3 Dæk op udendørs
Gør dit sommerbord mere afslappet og uformelt ved at mikse materialer og farver. Bland også gerne forskellige stel og typer af glas.
BILLEDE Bordet er dækket med en hørdug fra Himla, stellet er lavet af den lokale keramiker Rikke Hagen, kopperne er fra den islandske keramiker Bjarne Sigurdson, som Sidsels veninde forhandler i sin butik, Fortællinger. Fyrfadsstagerne fra Iittala og glassene fra Louise Roe.

4 Tænk i timing
Når du vælger planter og blomster til din have, så tjek hvilken periode de blomstrer, så de kan afløse hinanden, og du altid har noget smukt at se på. Høstanemoner er et godt bud, hvis du drømmer om blomster til langt ud på sensommeren.
5 Skab varierende hyggezoner
Har du mulighed for det, så placér gerne en bænk eller en liggestol udvalgte steder i haven. Gå efter de steder, hvor der er noget særligt smukt at se på, en fantastisk duft, eller hvor du oplever din have fra en ny og anderledes vinkel.
BILLEDE Hulstenene er samlet gennem tiden og hængt op på en snor, og den gamle zinkbalje er fyldt med en af Sidsels yndlingsblomster Agapanthus. Langs husmuren ligger der gamle piksten og derefter fliser.
Bænken er fra Fermob og puden fra Christian Lacroix fra Designers Guild.
6 Vælg en farvepalet
Hvor mange farver har du egentlig brug for i din have? Hvis du vælger toner, som ligger op ad hinanden, får du et roligt og flydende udtryk.
7 Lån lidt af naboen
Foran hoveddøren er der plantet en masse høstanemoner. Udtrykket bliver smukt og enkelt, når der kun er en type plante, og så er det nemmere at holde.
Sidsel har gravet høstanemonerne op i sin farmors have, og de er derfor et meget kært minde om hende.
8 Saml dine krukker
Sidsel holder mere af bede end af krukker, da hun synes det nemt giver et rodet look, hvis de er spredt ud over det hele. Derfor har hun samlet dem på en bænk for at skabe lidt ro.
BILLEDE Krukkerne og vandkanden er købt ved Esthers Garage i Tibirke. Bænken har Sidsel fundet i Silvan og malet i farven Green Green Gras fra File Under Pop.
9 Tænk i flere højder
Husk også at tænke i højden, når du laver et bed. Hvis du vil have et let udtryk, kan du vælge planter som Stjerneskærm eller Verbena, som har et luftigt udtryk.
10 Dyrk de gode minder
Foran trappen til havestuen vokser to sommerfuglebuske. De blev købt til parrets havebryllup og vil altid stå som et fint minde.
Sommerfuglebuske er meget taknemlige, da de vokser hurtigt, og så tiltrækker de samtidig de smukkeste sommerfugle i hele blomstringsperioden.

11 Inviter haven indenfor i vaser og krukker
Hele foråret, sommeren og efteråret bugner naturen af smukke blomster, grene og sågar ukrudt, som du kan bruge i buketter. Sidsel har sørget for at fylde sin egen have op med masser af blomster, men hun bruger også meget gerne de blomster hun ser i grøftekanten, for eksempel smukke lupiner, valmuer eller vild gulerod.
Vasen er fra Menu, og glaskuglerne fra henholdsvis Sidsels egen butik og en rejse.