Drivhus, højbede, bærbuske, frugttræer, blomster… Selv om din have er lille, kan den sagtens være fyldt med hygge og eventyr.
Sådan lyder havefilosofien hjemme hos Ane Petrine Lundetoft og Martin Rudbæk Nielsen. Derfor måtte haven omkring familiens murermestervilla på Amager igennem lidt af en transformering.
– Haven var én stor græsplæne, da vi flyttede ind, med plankeværk og smalle bede på tre sider og en lille, nyplantet hæk på den sidste, husker Ane, der drømte om en mere vild have med en frodig, tæt bevoksning.
– Jeg synes, at de mest inspirerende haver er dem med små stier og masser af hyggelige kroge. Derfor har vi delt haven op i mindre rum med buske og grønne hegn, fortæller hun.
Foran huset har parret sat højbede fyldt med grøntsager, på den anden side et drivhus, der bugner af agurker, tomater, chili og grønne vinranker.
I haven er der også et væld af hindbær, blåbær og skovjordbær, ligesom parret har plantet både æble-, pære-, fersken- og kirsebærtræer for at gøre haven spændende og ikke mindst lærerig for parrets tre børn, Ingrid, August og Edith.
– Det skal være sjovt at lege gemmeleg i haven. Børnene skal kunne gå på opdagelse, se en masse insekter og finde ting, som de kan spise, og på den måde lære noget om, hvor tingene kommer fra. De skal have en oplevelse, når de er ude i haven, siger Ane.
En have fuld af buketter
Oveni har Ane en forkærlighed for blomster, og derfor har parret sået et utal af stauder, løgplanter og blomsterfrø i den lille have.
– Jeg vil gerne lave mine egne buketter, derfor har vi et bed med skæreblomster og blomster, som bier godt kan lide for at understøtte biodiversiteten, fortæller hun.
– Det giver mig lykke at pynte hele huset med buketter, og det er en helt fantastisk luksus bare at kunne gå ud i haven og plukke løs. Og så er det en god indikator på årstiden, fordi blomsterne skifter.
Ane og Martin har været i gang med haveforvandlingen, siden de flyttede ind for otte år siden, og de er ikke færdige, for der dukker hele tiden nye havedrømme og -idéer op. Alligevel føler de ikke, at de bruger meget tid på at luge i haven, og det er der en helt særlig grund til.
– Vi bliver tit spurgt, om vi ikke bruger meget tid i haven, men det gør vi faktisk ikke – det har vi ikke tid til med tre børn. Tricket er, at vi planter meget, meget tæt og bruger mange blomster. På den måde slipper vi for at bruge tid på at luge og holde skvalderkålen nede – samtidig giver det bedene et vildt udtryk, som jeg godt kan lide, fortæller Ane.
PÅ BILLEDET På terrassen er der også plads til en lille lounge. Møblerne er fra North by North er fyldt med puder fra Ib Laursen, H&M Home og Søstrene Grene og en plaid fra Elvang.
IDÈ Drømmer du om en nem plante til terrassen? Fyld krukkerne med lilla katteurt, der blomstrer fra juni til september, hvis du fjerner de visne blomster.
© Styling: Julie Løwenstein, Foto: Anitta Behrendt