Signe og Sørens 100 kvm terrasse er 100% gennemtænkt og hyggelig
Der er terrasser, der er store terrasser, og så er der familien Hedemann Christensens XL-terrasse med plads til alt fra udekøkken, spisekrog, loungeområde, og ja, endda en bryllupsfest. Se drømmeterrassen her.

HER BOR Signe Hedemann Christensen (37), projektleder i børnecancerfonden, og Søren Christian Hedemann Christensen (37), advokat hos TDC, sammen med sønnerne, Svend (6) og Gorm (2).
HVOR Familien bor i en 190 kvadratmeter stor murermestervilla i Brønshøj fra 1916. Terrassen er 100 kvadratmeter stor.
LÆS MERE Følg Signe på @signe_hm.
PÅ BILLEDET Signe bor i Brønshøj med sin mand og to børn.

Noget af det første Signe og Søren Hedemann Christensen gjorde, da de overtog det 100 år gamle hus i Brønshøj, var at rydde en plet i den næsten urskovsagtige have og bygge en træterrasse. Der var bare et problem. Den blev lynhurtigt for lille.
– Vi elsker havelivet, og det er det eneste sted på grunden, hvor der er sol efter klokken 14, så vi var altid på den lille terrasse, fortæller Signe.
Så da parret et par år senere besluttede sig for at udvide huset, lå tanken om en ny, større terrasse, hvor inde og ude kunne smelte sammen, lige for.
– Det var vigtigt, at de to ting blev tegnet sammen. At vi bare kunne åbne dørene og løbe ud, siger Signe.
– Vi tænkte rigtig meget i zoner. Terrassen skulle kunne alt det, som vi kan inde, der skulle være en loungesofa til at slappe af i, en spiseplads, et udekøkken og et spot med morgensol.
For at få styr på de mange funktioner, tanker og drømme for terrassen gik parret lidt utraditionelt til værks.
– Der er ikke nogen af os, der er gode til at tegne, så for at visualisere terrassen byggede vi den i ungernes Duplo-klodser. Det sparede os for mange overraskelser og snakke, fordi vi vidste, hvad hinanden mente, især fordi det er så stort et projekt, fortæller Signe.
I det hele taget brugte par- ret lang tid på at tænke de forskellige funktioner godt igen- nem, og det har givet pote.
– Vi brugte fx lang tid på at placere vandhanen til udekøkkenet, og det fungerer så godt, at det er lige ud for vores almindelige køkken. Du kan bare åbne vinduet og række tingene ud, siger Signe.
En anden genistreg er de brede trin, der fungerer som siddepladser, det vandtætte opbevaringsrum under terrassen, hvor parasol, hynder og møbler kan overvintre – og ikke mindst hegnet langs kanten, der gør, at terrassen kan forvandles til et partytelt, som blandt andet rummede Signe og Sørens bryllupsfest sidste sommer.
I det hele taget er familien glade for deres nye 100 kvadratmeter store uderum, og så selv om det blev en del større end først planlagt.
– Vi har haft en sommer herude, og vi er lykkelige. Der er meget mere ro. Det er meget mere glæde. Vi er stort set ikke inde, det er bare direkte ud i haven, fordi vi har alle de samme funktioner, så vi behøver næsten ikke at komme ind, fortæller Signe.
PÅ BILLEDET Det var et must for parret, at det gamle kirsebærtræ i midten af terrassen kunne blive stående, fordi det giver miljø og charme. Terrassen er bygget, så den kan tilpasses, hvis træet vokser yderligere.
IDÉ Har du en stor terrasse? Indret den med flere små zoner for at skabe hygge.

IDÈ Skal din terrasse have flere planer? Gør dine trin ekstra brede, så de også kan bruges som siddeplads.
PÅ BILLEDET Signe og Søren har tænkt på det hele – også festerne. Stolperne langs terrassen er nemlig sat op, så der kan monteres teltdug hen over terrassen, og sidste sommer holdt de deres bryllupsfest her.

Liggestolen, hynden og puden er fra Skagerak, mens den stribede morgenkåbe er fra Ferm Living.


IDÈ Bind ude og inde sammen ved at fylde trinnene på trappen med krukker med blomster og krydderurter.

Søren har sat hjul på bordet til grillen, så den kan rykkes over til havebordet. Grillen er fra Morsø.


SIGNE OG SØRENS BEDSTE TERRASSETIPS
- Lav en model! Vi havde en masse idéer og tanker, men er ikke gode til at tegne, så for at visualisere det, byggede vi terrassen i ungernes Duplo-klodser. Det sparede os for mange overraskelser.
- Husk detaljerne! Det var et krav fra vores side, at kirsebærtræet overlevede, selv om det havde været lettere at fælde det. Det giver bare mere miljø og charme.
- Tænk over hvilke funktioner, du gerne vil have – og hvor. Vi brugte lang tid på at placere vandhanen til udekøkkenet, og det fungerer så godt, at det er lige ud for vinduet til vores almindelige køkken.
- Tænk i multifunktionelle løsninger og opbevaring. Vi er så glade for de brede trappetrin, som man kan sidde på – og skuret, som er vores indbyggede opbevaringsrum under den store trappe.
- Tænk ud af boksen. Vi har lavet et hegn hele vejen rundt, så det er nemt at sætte teltdug op og forvandle terrassen til et partytelt – en undendørs gildesal.


På et tæppe er der indrettet en lille, udendørs spillelounge med masser af puder.

Tid til en slapper? Bænken er fra Silvan og skamlen fra Ferm Living, mens puder og plaider er fra Aiayu og Ferm Living. Den rullede hynde er også fra Ferm Living og skakspillet et vintagefund.


Tallerkenerne er fra Hay, servietterne fra Studio Feder og kande og glas fra Ferm Living. Giv buketten grøftekantslook med blomster i flere farve og længder – og lad dem gerne stritte lidt.

Hængekøjen er fra Bauhaus, mens det store vintagepatchworktæppet er fra @daisy_and_beulah.

Familiens køkken ligger lige bag det åbne vindue, og derfor er udekøkkenet placeret her, så det er let at lange ting ud ad vinduet. Selve udekøkkenet er hjemmebyg.




Før
Familien elsker havelivet, derfor var noget af det første de gjorde, da de overtog huset, at bygge en terrasse på havens bedste solspot, men den var alt for lille.

Da familien skulle have bygget til huset, opstod idéen om samtidig at få bygget en ny, større terrasse. De drømte om en terrasse med god plads, som stadig bevarede havens gamle, charmerende træer.

Efter
Den lille terrasse er forvandlet til en XL-model på omkring 100 kvadratmeter. Den rummer både lounge, spiseområde og fuldt funktionelt udekøkken – og store, brede trappetrin, der er perfekte som ekstra siddepladser. Som en genial bonus har parret under den høje del af terrassen fået lavet vandtæt, indbygget opbevaring til hynder, parasol og havemøbler vinteren over.
Da familien byggede til det eksisterende hus for at få plads til et stort køkken-alrum, var det vigtigt for dem, at ude og inde kom til at hænge godt sammen. Derfor fik de lavet en stor trappe foran skydedørene.

Der er morgensol på toppen af terrassen, og derfor er det helt perfekt at kunne åbne foldedørene fra køkkenet og sætte sig her med en kop morgenkaffe.
