Ugens instagrammer: @An.interior.affair
Denne uges instagrammer er svenske @An.interior.affair, som elsker DIYs og personlig kunst. Kom med indenfor i et hjem, der er stoppet med hjemmelavede lamper, gulvtæpper og skamler og få inspiration til dit eget næste projekt.
@An.interior.affair
Lovisa er 24 år og studerer Management & finans i London, hvor hun mestendels har boet de sidste fem år. På trods af, at hun elsker London så trækker både hendes kæreste og den skønne lejlighed i Stockholm i hende - så fra jul vil hun igen være på svensk grund.

Indretning som frirum
"Min interesse for indretning har altid været stor. I og med, at mit studie kan forekomme tørt så har jeg valgt at finde en modpol i form af min indretnings-interesse, således at mit hoved ikke drukner i matematiske formler og investreringsanalyser."

"Hvis jeg skal beskrive min stil i indretningen vil det være som lidt rodet, men dog med en rød tråd. På trods af, at jeg ofte ikke har det i tankerne, så passer tingene for det meste sammen. Det skyldes nok min overordnede smag. For tiden drages jeg mod farver, som er lidt mere vovede end, hvad jeg tidligere har anvendt mig af. Jeg er helt klart kommet til et punkt, hvor jeg tør teste nye ting af, for skulle det gå galt så er det ikke meget besværligt at male en væg om eller skifte skabslåger - hvilket er blevet lidt af et motto for mig i min indretning."

DIY
"Det vigtigste for mig, når det gælder indretning, er at være ærlig og anvende møbler, farver og kunst, som rent faktisk taler til mig. Jeg tror, at dette er grunden til, at jeg ofte drages mod at gøre tingene selv og pynte med DIYs. På den måde opnår tingene hundrede procent det udtryk som jeg ønsker - og så er det økonomisk fordelagtigt med DIYs når man er studerende."

det personlige hjem
"At gøre et hjem personligt kan umiddelbart virke lidt overvældende og som en stor opgave. Man er ofte ikke helt klar over, hvilke ting man ønsker at have indenfor i huset eller lejligheden. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at tage sig god tid og lade tingene tage sig den tid det tager at finde vej til hjemmet. Jeg har selv en tendens til at vågne op midt om natten og beslutte mig for at udskifte fliserne på badeværelset - det forsøger min kæreste at holde på et minimum."

Kunsten at kombinere
"Rent konkret så synes jeg, at kunst er et fantastisk punkt at være personlig på. Jeg elsker, at der findes så mange forskellige prints for tiden, som er lige til at slynge op på væggen i smukke rammer. Jeg synes, at det er blevet meget vellykket at kombinere min kærestes og min egen smag når det kommer til kunst. Han er Marvels-fan og jeg elsker gamle filmplakater - så da vi fandt et gammelt portræt af IronMan røg det direkte op på væggen til vores begges store glæde."

Lamper
"Hvis man besøger min instagramprofil vil man ikke være i tvivl om, at jeg er ganske besat af lamper. Dette er tilfældet fordi de kan være så smukke at kigge på, men ligeledes fordi, at lys virkelig skaber et hjem. Det tog lang tid inden jeg for alvor forstod værdien af smukke lamper - måske er det, det som jeg overkompenserer for nu ved hele tiden at købe og kreere lamper - den slags bliver hurtigt et problem på 34 kvadratmeter."

Detaljer til hjemmet
"Jeg elsker at finde detaljer i vintage-butikker til at bryde lidt i indretningen - eksempelvis benene til vores sofabord, som er en af mine favoritter."
Du kan se mere fra @An.interior.affair på hendes instagram-profil eller hendes blog.
