Ugens instagrammer: @idylloghim
Denne uges instagrammer er norske Ann Elin Sørøy. Ann bor i et skønt hus, i moderne 80’er-stil, med hvide elementer, der brydes af naturlige tekstiler og rustikt træværk. Huset er derudover omgivet af en stor dejlig have med en skøn terrasse og nyindrettet havestue.
Mød Ann Elin Sørøy
41-årige Ann Elin Sørøy bor til dagligt på Karmøy, som ligger lige uden for Norges sydvestlige kyst. På selv samme ø, arbejder hun til dagligt som interiørkonsulent i en stor møbel- og interiørforretning.
”Som interiørkonsulent hjælper jeg mange familier med at skabe et drømmehjem efter deres ønsker og behov. Jeg elsker mit job! Det giver stor glæde, at gøre andre glade i deres nye hjem.”
Som ugens instagrammer har Ann fået overrakt en spændende gave fra Wallo. Du kan læse meget mere om, hvordan du bliver ugens instagrammer til slut i artiklen.

Fra mørkt og dystert, til rent og lyst
Ann og hendes familie flyttede for fem år siden ind i et fyrretræshus med mørke gulve. Siden da har de puslet med både store og små projekter.
”Jeg så mulighederne med det samme og vi begyndte at male alle vinduer, lofter, lister og døre hvide og erstatte tapetet i de fleste rum. Der blev også udskiftet nogle gulve som med tiden også er blevet malet hvide. Nu er alle gulve i hele huset hvide og vi fortryder ikke den dag i dag. Vi har fået lys og harmonisk renhed og det udtryk jeg ønskede.”

Ann vil inspirere og videregive idéer og erfaringer
”Jeg startede bloggen idylloghim.blogspot.dk et år efter vi havde købt huset, hvor jeg ønskede at dele min renovering af hjemmet med andre, i håb om at kunne inspirere og videregive idéer og erfaringer. Dette er bare en hobby, men det har givet mig mange flotte oplevelser og muligheder.”
”Min Instagramprofil med navn @idylloghim startede jeg et år efter bloggen, da den gav mig en enklere måde at formidle mine billeder på. Jeg fotograferer alle mine billeder med et spejlreflekskamera og få med mobilen. Jeg kan, på en god dag, tage op til 100 billeder, hvor jeg gerne plukker 2-3 stykker ud, af de jeg allerbedst kan lide.”

Moderne rustik
”Selvom vores hjem er meget hvidt, så skaber min svaghed for rustikke træværk, mange tekstiler, naturlige elementer en vis varme. Mine favoritter derhjemme er det rustikke spisebord i køkkenet, som er lavet af drivtømmer, og HAY-stolen som står på hemsen.”
”Mit sidste projekt var at male hvide vægge i spisestuen/hemsen og tilføje en hyggelig og varm, marokkansk stil. Dette er absolut blevet mit favoritrum, hvor jeg kan trække mig tilbage med en god bog og nyde stilheden.”

Elsker forandringer
”Vores soveværelse er blevet renoveret fire gange siden vi flyttede ind, og jeg forstår folks undren. Jeg holder meget at istandsætte selv, men min mand nyder også ændringerne, og hjælper gerne, hvis det bliver nødvendigt. Vi arbejder i samme branche og påvirkes og inspireres begge af aktuelle trends.”

Et hjem med plads til alle
”Mange spekulerer på, om jeg har det så pænt og ryddeligt derhjemme, som på billederne. Jeg kan af og til skabe et foto, ved at flytte tingene rundt, men det er oftest naturlige billeder, med rod og støv som i andre "levende hjem". Vi er ovre småbørnsperioden, og så er det nemmere at få mere orden i hjemmet.”

Mit bedste råd
”Det er vigtigt at skabe et hjem i den stil, du kan lide og ikke hvad andre har eller tror er den rigtige. Brug nyt og gammelt, og gerne noget der giver dig minder. Hvis du ligesom os, overtager et gammelt hus, så hold øje med, om der er noget du bør genanvende i det nye projekt, som f.eks. mursten, tømmervægge eller synlige bjælker.”

Del dine billeder med os på Instagram
Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.
Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Ann på Instagram.
