Ugens instagrammer: @jasminabylund
Denne uges instagrammer er Jasmina Bylund, som er grundlægger af Wiho. Hun bor i en skøn lejlighed i Stockholm, som hun holder i rene og kølige farver, og som hun gerne laver om på dagligt. Kom med indenfor i hendes flotte hjem.
Mød svenske Jasmina
Jasmina er 29 år og arbejder til dagligt som indretningsstylist. Sammen med sin bedste ven har hun grundlagt selskabet Wiho design, som producerer produkter til børneværelset. Derudover har hun travlt med at blogge og instagramme, hvor hun dagligt inspirerer sine læsere og følgere.
Hun bor sammen med sin mand Peder og deres søn Winston på næsten to år. Parret bor i Stockholm i en fantastisk lejlighed med tre meter til loftet og store vinduer. Lejligheden er en gammel fabrik, som sidste år blev omdannet til lejligheder.
Vi har talt med hende om hendes flotte hjem og overrakt hende en fin gave fra Wallo.

Hjem med kølige toner
"Jeg er nok ret simpel i min indretningsstil. Jeg elsker sobre og kølige farver som blå, grøn og grå som lidt beskidte toner. Det forstår man sikkert, hvis man følger min Instagram eller læser min blog."

Inspiration som giver sommerfugle i maven
"Vi bor i en stor lejlighed med høj til loftet. Det vigtigste for mig, det er at gøre det på min helt egen måde. Jeg elsker at inspirere og blive inspireret, men jeg synes stadigvæk, det er vigtigt, at man finder sine egne ting og sin egen stil, ellers vil du aldrig rigtig blive helt tilfreds og hjemme i dit eget hjem."
"Jeg bliver inspireret af det meste, vil jeg sige. Det tror jeg, at alle gør ubevidst. Alt fra fint tøj til smukke mennesker og steder. Farver og former i forskellige kombinationer kan nærmest give mig sommerfugle i maven nogle gange. Jeg ved, at det lyder vanvittigt, men det er bare sandt. Nogle gange er det bare kærlighed ved første blik. Jeg bliver meget inspireret af rejser og steder, man har besøgt. En pudderrosa mur i Ho Chi Mihn i Vietnam gav mig nærmest lyst til at male helt om i hele lejligheden."

Lad indretningen vokse og tage tid
Ifølge Jasmina skal man ikke lade sig fortvivle, hvis indretningen af hjemmet ikke er helt perfekt og som man gerne vil have det fra begyndelsen af. I stedet skal man tage sig tid til at finde ud af, hvordan man gerne vil have det.
"Lad indretningen tage tid. Det bliver både for upersonligt og for dyrt for pengepungen, hvis man skal have alt på én gang. Lad det vokse frem. På den måde får du til sidst det fine og personlige hjem, som alle drømmer om."

Skønt børneværelse
Det er ikke helt let for Jasmina at udpege, hvilket rum i hjemmet hun er allermest tilfreds med.
"Jeg må indrømme, at jeg er tilfreds med det meste, men Winstons værelse er jeg nok lidt ekstra tilfreds med. I hvert fald lige nu, men om en uge vil jeg sikkert gerne male eller udskifte gardinerne eller købe en ny seng," siger hun og griner.

Glæder sig til at se mere rødt
Spørger man Jasmina, hvilken tendens hun er særligt træt af, så skal hun ikke tænke længe over svaret.
"Kobber! Det er jeg så træt af. Jeg kan ikke engang forstå, at nogen nogensinde synes, det var fint. Men jeg elsker derimod pudderrosa, pink og rød, som er på vej tilbage. Måske ikke så meget så jeg vil have det derhjemme, men jeg synes, det er helt fantastisk, at vi vil se mere til de farver i indretningen igen."

For mange farver bliver for rodet
På Jasminas Instagram vælter farverne ikke frem, men det er der en helt bestemt årsag til.
"Jeg synes, at det er blevet mere farverigt på det seneste, end det har været før i tiden. Jeg kan som sagt godt lide de kolde farver. Det bliver for rodet for mig med en masse farver. Misforstå mig ikke, jeg elsker farver, men derhjemme vil jeg have det præcis, som jeg har det. Der er rod nok i mit hoved, så jeg tror, jeg har brug for et rent hjem for at fungere. Ellers ville alt bare blive kaos."

Laver om hver dag
Jasmina laver ofte om derhjemme, og hvis man spørger hendes kæreste, så er det lidt for ofte.
"Jeg ville nok sige, at der er en hvis form for forandring hver dag. Det er selvfølgelig små ting som at flytte nogle ting rundt på Winstons værelse, male nogle potter eller sådan noget lignende."
Derfor er det heller ikke en overraskelse, når Jasmina fortæller, at hun allerede nu ved, hvad hun skal lave om på næste gang.
"Der er mange ting, men lige nu vil jeg mere end noget andet gerne male om i soveværelset, og så vil jeg have sådan en af de der helt fantastiske påfuglestole og bygge en køkkenø i køkkenet. Ja, du kan høre, at listen er laaang."

Del dine billeder på Instagram
Husk at du kan følge både Bolig Magasinet og Jasmina på Instagram. Tag dine egne fotos med#boligmagasinetfor at dele med alle os der elsker bolig og indretning. Så kan det også være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.
