© @marie.3.tv

Ugens instagrammer: @Marie.3.tv

Med beliggenhed på ydre Nørrebro, sortlakerede gulve og danske møbelklassikere, er Marie kåret som denne ugens instagrammer. Hendes lejlighed er enkel, hvor de sorte gulve giver et maskulint udtryk.

4. marts 2017 af Mette Gottlieb Pedersen

Mød Marie Hansen

Marie er 29 år og bor på ydre Nørrebro med sin kæreste Simon i en 70 kvadratmeter stor lejlighed. Marie er oprindeligt fra Fyn, men har i de sidste ti år boet i København, hvor hun på nuværende tidspunkt arbejder som folkeskolelærer.

Lejligheden på Nørrebro emmer af personlighed og gør-det-selv-projekter, der supplerer Maries store kærlighed for danske møbelklassikere godt.

Som ugens instagrammer har Marie fået overrakt en spændende gave fra Wallo. Du kan læse meget mere om, hvordan du bliver ugens instagrammer til sidst i artiklen.

© @marie.3.tv

Sortlakerede gulve

Oprindeligt var gulvene i lejligheden hvide, men i de to år Marie har været bruger af Instagram og delt ud af sin interesse for boligindretning, er der altså sket nogle ændringer. Marie tog en beslutning og lakerede gulvene sorte. Det giver et lækkert, råt og maskulint udtryk, som virkelig gør underværker for lejligheden på Nørrebro.

”Vi prøver at holde vores indretning ret simpel, så vores billeder står mere frem og kommer til sin ret. De sortmalede gulve giver vores lejlighed et maskulint udtryk.”

© @marie.3.tv
© @marie.3.tv

Forkærlighed for danske møbelklassikere

Hvis du tager et kig på Marie’s instragram, kan du hurtigt spotte, at der gemmer sig nogle danske møbelklassikere hist og pist – hun har nemlig en forkærlighed for disse møbler. Wegner sofaen er et genbrugsfund, der matcher de sorte gulve rigtig godt.

”Jeg har en forkærlighed for danske møbelklassikere. Vi har ikke så mange af dem endnu, men det håber jeg vi får over de næste par år.”

Marie formår virkelig at tilføje liv og charme til sit hjem, da hun egentlig bare går efter det hun kan lide og ikke efter en bestemt trend.

”Jeg synes, at et hjem bliver kedeligt, hvis der følges for mange trends på en gang. Det gør det lidt upersonligt.”

© @marie.3.tv
© @marie.3.tv

”Jeg elsker…"

”... vores hjemmebyggede sofa i karnappen. Den bliver brugt til afslapning, som gæsteseng, bogreol og solbadning om sommeren.”

Marie og hendes kæreste kaster sig nogle gange ud i nogle gør-det-selv projekter; disse er med til at gøre deres hjem hyggeligt og personligt. Den hjemmebyggede sofa i karnappen er virkelig inspirerende, og idéen med at bruge den som bogreol, er genial.

© @marie.3.tv
© @marie.3.tv

Farver skaber ro

I Maries hjem, er det farverne sort, hvid, grå og mørkeblå, der dominerer. Farverne skaber ro og gør det muligt for Marie at vælge hvilke ting, der skal i fokus.

© @marie.3.tv
© @marie.3.tv

Del dine billeder med os på Instagram

Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.

Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Marie på Instagram. 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...