Ugens udvalgte tips & tricks
Se redaktionschef Anja Hellbergs ideer til at gøre din hverdag (og dit hus) lidt sjovere med blomster, DIY-kunst og en virkelig skarp hækkeklipper.
Lav kunst fra haven Jeg er fuldstændig forelsket i ideen om at skabe noget nyt af genstande, der egentlig har en fortid i en anden 'branche' - også kaldet bæredygtighed. Den svenske blogger Emma von Brömssen har allerede lært sin lille søn op i denne kunst. De to laver nemlig sammen disse fine kunstværker af blade og grene fra haven. Og før du tænker 'Hvor svært kan det lige være?', så synes jeg, du skulle prøve det selv …
Se mere på emmavonb.blogspot.se - Emma og sønnen Hermans værker kan også købes på http://emmavonbromssen.tictail.com.
Lav kunst I haven Hvorfor ikke vise allerede ude fra fortovet, hvilket fantastisk sjovt og kreativt menneske du er? Efter at have set disse ligusterhække er det MIG, der svinger hækkesaksen næste år! I den forbindelse ville jeg seriøst ønske, at vi boede i nummer 1 i stedet for nummer 30.
Rammer til skrå vægge I dag er en skifteramme ikke nødvendigvis en firkant med glas i midten. Flere designere har luret, at vi er nogen, som bor med fx skråvægge, og her er disse skinner geniale. Konceptet varierer lidt fra design til design, men grundlæggende fungerer de sådan, at hver af de to skinner er adskilt i to dele, der samles med magneter. Den bagerste del skrues i væggen, og så sætter du blot din plakat i og klikker yderste del af skinnen på. Jeg kan afsløre, at jeg selv har et par stykker af dem, fordi de også er ret smarte til dem, der ofte skifter ud i deres print. Ahem. Fås hos bl.a. Menu, By Wirth og stiicks.dk. LÆS OGSÅ 5 tips til at indrette under de vanskelige vægge
En god start på dagen Jeg drikker ikke kaffe, og derfor har jeg lavet dette lille værk, som står ude på mit badeværelse. Klokken seks om morgenen er det måske ikke den største sandhed på Jorden, men det virker :-) Hvis du vil efterligne ideen, er det blot at tegne en grundstreg forsigtig med blyant, tegne en masse prikker og til sidst viske blyantsstregen ud.