Værd at vide om pejse
En pejs eller en brændeovn er den sikre vej til vinterhygge. Læs vores pejseguide inden du investerer i brændeovn eller pejs.
Det rigtige valg
En pejs er en investering, der kræver lige så meget hjernegymnastik som valg af nyt køkken. Hvordan skal den se ud, og hvor bør den stå, så du ikke får en (uløselig) trang til at flytte den efter to år? Start med at glemme alt om, at pejsen eller brændeovnen udelukkende er en varmekilde. Det bliver den aldrig ‘kun’. Den vil altid stjæle plads og opmærksomhed i dit hjem, og derfor bør du aldrig vælge model efter pris. Så hellere købe en brugt, der til gengæld både er flot og dejlig varm.
Nettets brugte pejse
vinbech.dk
braendeovns-eksperten.dk
guloggratis.dk
dba.dk
Fra åben til lukket
Har du overtaget en bolig med en skøn (men svinende) åben pejs, kan du undersøge muligheden for at få sat en lukket pejseindsats i hullet i stedet. Mange pejsefirmaer kan levere glas indsatse i specialmål, som via en murer kan forvandle dit indendørs sankthansbål til en rendyrket fornøjelse.
Almindelig brændeovn i stedet?
Overvejer du at installere en almindelig brændeovn, og har dit hjem i forvejen ingen skorsten, skal der naturligvis etableres en. Det løses ofte med et tykt sort rør, som føres ra brændeovnen og op gennem taget. Men kan du leve med det syn? Husk, at indmurede skorstene ikke kun er forbeholdt (dyre) pejseindsatse. Din nye brændeovn kan også diskret kobles på en (ny) muret skorsten, som du bagefter kan bruge til at hænge familiefotos på. Hyyyyyyggeligt!
Alternative flammer
Synes du, det er lidt meget at tænde op på en ganske almindelig (kort) hverdagsaften? Fyld den åbne pejs med en flok levende bloklys i stedet. Husk at slukke dem, inden du går i seng!
Pejs på dvd
På haushoej.dk kan du få dig en praktisk dvd, som fluks omdanner dit tv til en hyggelig pejs. Skriv ‘pejs’ i søgefeltet.
PS: Du kan også købe ‘Julepejs’ på dvd - knitrende ild og julemusik i et.
Hyggeting - top 5
1 Levende lys
2 Gulvpuder
3 Lammeskind i sofaen
4 Bøger eller magasiner i stabler
5 Bakke med tag selv-te
Værd at vide om gaspejse
Enhver gaspejs skal have et aftræk, som føres ud gennem loftet eller væggen. Du skal have en autoriseret vvs-installatør til at tilslutte en gaspejs. Gaspejsen må kun pakkes ind i ikkebrændbart materiale som Fermacell-plader. Almindelige gipsplader går altså ikke. Inden du bygger pejsen ind, skal installationen godkendes af gasleverandøren. Det gælder også, hvis du bruger flaskegas. Det koster et antal tusind kroner at få installeret en gaspejs. Få et tilbud hos din vvs-installatør. Når pejsen først er installeret og godkendt, kan du spare lidt på budgettet ved selv at stå for indbygningen.
Kilde: Lasse A. Nielsen/Living Flames