Vi ELSKER makeovers! Se 12 fantastiske forvandlinger med wauw-effekt
Drømmer du om at forandre dit hjem? Vi har fundet 12 fantastiske forvandlinger fyldt med wauw-effekt. Kig med, og lad dig inspirere – uanset om det er køkken, bad, stue eller soveværelse, der trænger til et løft.
1. Forny entréen
Høje paneler og en smuk, afdæmpet vægfarve kan virkelig gøre underværker, hvis du drømmer om en entré med et roligt, herskabeligt look. Har du ikke mulighed for at sætte høje paneler op, kan du snyde dig til udtrykket ved at male væggen i to farver, og eventuelt sætte en smal liste i midten. Alternativt kan du sætte tapet på den øverste halvdel.
VÆGFARVE Minty Breeze fra Jotun.
2. Skab lys & luft
Små forandringer kan have stor effekt i dit hjem. Drømmer du om mere lys og luft i køkken-alrummet, kan et farvel til overskabene gøre stor forskel. Skifter du samtidig spisebord og stole til lysere modeller og tilsætter lidt nips i lysere toner, så er du godt på vej.
IDÈ Skal du i gang med en makeover, kan du med fordel lave et moodboard over farver og materialer, så du holder stilen.
LÆS OGSÅ Sådan laver du et moodboard
3. Cool diy
Kan et skab have wauw-effekt? Ja da! Forvandl standardelementer fra Ikea til et unikt, indbygget skab ved at tilpasse elementerne, sætte sider, top og sokkel på og male det hele i samme farve som væggen. Vupti, så ligner det en løsning, der har været der altid.
VÆG- OG SKABSFARVE Soft skin fra Jotun.
4. Gå all-in på køkken-alrum
Ældre lejligheder og huse er charmerende – men de mangler en ting, som mange drømmer om: køkken-alrummet! Har du mod på en større renovering, kan du fjerne væggen mellem køkkenet og det tilstødende lokale – eller flytte køkkenet ind i en større stue, hvor der også er plads til et spisebord. Sørg samtidig for god akustik, en god (gerne lydløs) emhætte og lys, der kan dæmpes, så er du godt på vej til at skabe familiens nye yndlingsrum.
5. Fliser med personlighed
Har du et lille badeværelse, kan du med fordel satse på fliser i en smuk farve eller med et fint mønster. Det giver det lille rum wauw-effekt uden at fylde.
6. Hokus, pokus, badekar
Drømmer du om et badekar til børnene, men har du ikke kvadratmeter til det? Drop det klassiske, store badekar, og mur en høj kant op omkring brusenichen, og beklæd den med fliser. Vupti, så er der badekarsfeeling – og god plads til leg.
IDÈ Tænk over, hvilke funktioner, der er vigtige for din familie? Elsker I en tur i badekar, eller skal I satse på et rainshower?
IDÈ Striber, tern eller måske en cool farve? Nye håndklæder og nyt bruseforhæng er en nem vej til et nyt look på badeværelset.
7. Gennemført badlook
Skal du have nyt badeværelse? Et godt trick til at skabe et lækkert, sammehængende look er at vælge samme materiale til armaturer, trykknapper, knager og håndklæde-stænger. Uanset om du er vild med messing, krom eller det stilrene sorte, så giver det en rød tråd og et gennemtænkt udtryk.
8. Forny i husets ånd
Før du går i gang med en makeover af dit køkken, så overvej hvilket udtryk, du drømmer om – og om det spiller sammen med husets arkitektur? Er huset nyt og stilrent, passer et enkelt køkken med rene linjer og et stramt udtryk ofte godt, mens et mere detaljeret køkken i en sart farve vil se smukt ud i et ældre hus fyldt med originale detaljer.
IDÈ Vil du give køkkenet en mini-makeover? Sving penslen, og giv lågerne en ny farve, eller skift bordplade og greb – det vil have stor effekt.
IDÈ Drømmer du om at skjule emhætten en smule? Byg en kasse omkring, og mal den samme farve som væggen. Smart!
9. Tryl med farver
Lige nu hitter farvede gulve – og med god grund. En ny gulvfarve kan forvandle udtrykket i et rum fuldstændig og skabe en ny stil og stemning. Vælger du en mørk nuance, er det samtidig med til at fremhæve dine møbler.
VÆGFARVE Mr. Green fra File under Pop.
GULVFARVE Blue in Green fra File under Pop.
10. Træ giver varme
Højglans laminat, mat linoleum eller måske træ? Hvilke materialer, du vælger, har afgørende betydning for udtrykket i dit køkken. Vil du gerne give dit hjem varme og glød – og måske bløde en stram arkitektur op – så er et trækøkken et hit. Tilsæt gerne andre naturlige materialer som keramik og bruneret messing og farver i den naturlige skala for at understrege udtrykket.
VÆGFARVE Minty Breeze fra Jotun.
11. Skab visuel ro
Rør, radiator, el, vaskemaskine ... badeværelset bugner ofte af mindre skønne installationer. Skal du renovere, så overvej at lave gulvvarme. Det er fantastisk for kolde morgentæer og giver visuel ro, at radiatoren forsvinder.
12. Gør plads til farveleg
Har du hang til farverige møbler, kulørte glas eller måske keramik i skønne glasurer? Hold basen enkel og lys, når du renoverer spisestuen - så kan alle dine fine, farverige fund få al den opmærksomhed, de fortjener.
IDÈ Lud, lak eller mørk bejdse? Lyse gulve giver et klassisk, nordisk look, mens de mørke giver mere spil og dynamik.
IDÈ Forny looket på dit vitrineskab ved at give det en smuk farve indvendigt.