VVS'er: Stop med at bruge afløbsrens - for vores og din egen skyld
Afløbsrens virker som den mest oplagte løsning, når dit afløb er stoppet. Men faktisk bør du holde dig langt væk fra det forlorne vidundermiddel – det kan nemlig give dig et endnu større problem at bøvle med.
Hvad virker som det mest oplagte at bruge, når dit afløb er stoppet... Afløbsrens.
Men faktisk er afløbsrensen et misforstået produkt, som du skal holde fingrene langt fra.
Udover at de kemikalier, der er i afløbsrens, både er dårlige for dig selv, afløbet og miljøet, så er der også et andet ret afgørende problem ved afløbsrens.
– I langt de fleste tilfælde skyldes forstoppelsen en prop af fedt, hår, rester eller lignende, og for at få opløst dette, tyr mange til afløbsrens. Men vores erfaring er desværre, at afløbsrensen i langt de fleste tilfælde bare får proppen til at stivne, fordi forbrugeren ikke bruger nok vand til at rense hele afløbet igennem efterfølgende. Og så er problemet lige pludselig endnu større, advarer Jesper Gullemann, Serviceleder hos VVSPlus.dk.
Hvad skal du i stedet gøre?
Er det vasken, den er gal med, så kan du komme langt ved at hælde kogende vand og opvaskemiddel ned i afløbet.
Er det derimod gulvafløbet, der er stoppet, så er løsningen ikke helt ligeså sjov. Men der er ingen vej uden om: du må finde de lange gummihandsker frem og rense afløbet for hår og rester på manuel manér. Husk også at skylde efter med kogende vand, for at få opløst det sidste.
TIP Du er klart mest på den sikre side, hvis du jævnligt hælder kogende vand i afløbet og tømmer det for hår eller rester, så det aldrig stopper helt til.