Mie fortjener guldmedalje i nissedrillerier: Tyvsjæl idéerne, der tænder julelys i ungernes øjne
Få hjælp af et vaskeægte drilleri-geni og bliv inspireret til, hvilke nissedrillerier du kan lave derhjemme i løbet af december.
Nissedrillerier hører julen til - og børnene elsker dem!
Men går din kreativitet også i bakgear, efter du har rørt frugtfarve i mælken 1. december, så er det nu, du skal spidse ører.
35-årige Mie Borup, der er mor til Wilbert på 6 år, Ingrid på 4 år og Bille på 1 år er nemlig misundelsesværdigt god til at finde på nye tricks og drilleri i december - der vel at mærke ikke er alt for krævende!
Til dagligt arbejder hun som pædagog og står bag Instaprofilen i eget navn, hvor hun i lang tid har delt ud af gode idéer til nemme lege med familiens mindste.
Inklusiv sjove nissedrillerier!
Vi har lokket hendes allerbedste nissedrillerier ud af hende, så alle med små juleglade poder, kan skabe ægte julemagi derhjemme.
Mies bedste nissedrillerier
Kalenderlysforvandling
Udskift kalenderlyset med en version i porre. Det gøres bedst nogle af de første dage, mens der stadig er en del kalenderlys at forbytte.
Toiletpapir på julemåden
Byt toiletrullen ud med en guirlande, du har i forvejen. Det kan også være vanillekranse eller andet (og sørg for at det rigtige toiletpapir stadig er indenfor rækkevidde).
En lille nissehømhøm
Dette er en ægte vinder, hvis du spørger Mies unger. Den lille "nisselort" er lavet af en figenstang.
Tandbørster med kuldegysninger
Smid ungernes tandbørste i et glas vand i fryseren hen over natten og se deres overraskelse, når gebisset skal pudses efter morgenmaden (husk at have en reserve tandbørste på lager).
Snemand Frost
Det er utroligt, hvad Mie kan få ud af ting, de fleste af os har derhjemme. Her er juletræet blevet forvandlet til en snemand og alt, du egentlig behøver er toiletpapir og papir til at tegne næse, øjne og hat på.
Ninjabane
Lav en forhindringsbane omkring morgenbordet med guirlander og få hele familien til at kravle og smyge sig hen til dagens første måltid.
Så en chokoladejulemand
Et ekstra fint lille nissedrilleri er en opfordring om at plante noget og se, hvad det bliver til. Mie har både gjort det med små chokoladejulemænd, der bliver til store chokoladejulemænd hen over natten, når de plantes i et glas sukker. Men også med bønner, der blev til Kinderæg. Her er det kun fantasien, der sætter grænser.
Stivfrosne underbukser
Fryseren er en god ven i december, når Nissen er på spil. Her er det underbukserne, der er blevet vredet op i vand og lagt i fryseren.
Hvilket af nissedrillerne har vakt størst begejstring hos dine børn?
– Den lille nisse-lort på toiletbrættet er altid et kæmpe hit, og lorten bliver hvert år lagt fint i en pose og bragt med i børnehave, så de kan vise den frem. Og så elsker Wilbert, når Ninja-Nissen har været forbi og lave en ninja-bane igennem hele huset med glimmer-guirlander, som vi alle skal forsøge at krybe, kravle og hoppe over for at komme frem til morgenbordet.
Hvilke nissedrillerier, synes du selv, har været de bedste?
– Jeg elsker at lave små udfordringer til børnene. Fx har de fået et brev sammen med en lille chokolade-julemand fra Nisse Skide-skæg. Her skrev han, at de havde muligheden for at få en overraskelse senere, hvis de plantede den lille chokolade i det magiske juleglimmer, eller også kunne de vælge at spise den lille med det samme og så undvære overraskelsen. Den 5-årige valgte at plante den, og senere på dagen var den lille chokolade julemand blevet forvandlet til en stor chokolade julemand. Og så er det jo altid sjovt med stivfrosne underbukser.
Har du fundet på nogle nye nissedrillerier til i år, som du gerne vil dele?
– Der vil helt sikkert være en del genbrug, men jeg har også et par nye, der skal i brug i år. Vi har fået et skolebarn, så der skal i hvert fald laves noget sjov med madpakkerne. Måske er den fyldt op med mad i nisse miniature størrelse og små nisse-jokes. Måske er blyanterne i penalhuset byttet ud med gulerødder, eller måske er skolebøgerne pakket ind i gavepapir.
– Der skal også laves et par udfordringer. Måske en gidselstagning af noget legetøj. Og så vil jeg i år forsøge at få plottet noget alenetid og nærvær ind med hver af børnene med små aktiviteter eller opgaver, som skal løses for nissen. Eller en familietur ud for at finde nogle ledetråde, hjælpe nissen med at give nogle beskeder, eller besøge nogle af nissens venner. Og så vil der selvfølgelig være en masse små nissedrillerier, hvor lysene i adventskransen bliver byttet ud med gulerødder, hvor nissen har været på fisketur i toilettet, tisset i håndvasken, eller hvor vi alle vågner op med overskæg.
Hvor lang tid burger du på at forberede nissedrillerierne, inden december starter?
– Jeg har altid en masse idéer i baghovedet, som er klar til at blive udført i løbet af december. Når vi kommer tættere på december tager jeg en tur i fx Søstrene Grene, Tiger eller Normal for at købe lidt ind af julegodter, bånd, sne, pomponer, balloner, pynt, og hvad jeg ellers lige falder over, og hvad der måske lige inspirerer. Og så har jeg altid et stort lager herhjemme af dimser og dutter, som kan hives frem, når der er brug for det.
Hvor lang tid burger du på at forberede nissedrillerne fra dag til dag i løbet af december?
– Jeg foretrækker små hurtige drillerier i hverdagene, og så kan jeg bruge lidt mere tid på dem i weekenden. Ofte tager det ikke meget mere end 10 minutter at forberede, mens et par enkelte drillerier kræver lidt mere tid og forberedelse. Hvis jeg har planer om, at fx hele juletræet skal dækkes i toiletpapir og klædes ud som en snemand, kan jeg godt finde på at sende børnene op og lege ovenpå i løbet af dagen, så jeg kan klippe og klistre nedenunder, uden de opdager det.
Hvordan gør du helt lavpraktisk, når du skal forberede et nissedrilleri?
– Det kommer an på, hvad det er. De fleste drillerier laver jeg 5 minutter, inden jeg går i seng. Den eneste ulempe ved at få en logerende i december er, at børnene står (endnu) tidligere op hver morgen for at se, hvad Nisse Skide-skæg mon har fundet på.
Hvor finder du inspiration til nissedrillerne henne?
– Jeg finder inspiration mange steder fra. Både fra min egen barndom, hvor nisserne altid farvede mælken rød og lavede ballade om natten. Jeg finder inspiration og tager udgangspunkt i det, mine børn synes er sjovt og fra Instagram/Pinterest. Og nogle gange dukker ideerne bare pludseligt op i min nok lidt kringlede hjerne.
Hvornår begyndte du på traditionen med at lave nissedrillerier?
– Nisse Skide-skæg (som vi kalder vores hus-nisse) flyttede for alvor ind, da min ældste søn var 3 år og begyndte at forstå meningen med jul og nisser. Jeg har altid selv elsket jul og glædet mig til, at børnene blev store nok til, at vi rigtig kunne begynde med at skabe jule-magi, så det kom meget naturligt, at der flyttede en nisse ind, som begyndte at drille i det små.
17 ekstra idéer til nissedrillerier
Pynt bilen med guirlander indvendigt
Put (ukogte) ris i vanterne, skoene, lommerne osv.
Bind en stor sløjfe om sengen og dynen
Hold fest med bamserne om natten – bamserne, popcorn og glas med sodavand står fremme, men nissen er væk
Stik gran i ærmerne på jakkerne
Pynt op på børneværelset med pynt i ministørrelse
Skift tandbørsten ud med lakridsrod
Klip tandbørstehårene af (husk en reserve)
Pynt cyklen med gavebånd
Stjæl pæren, så morgenmaden skal indtages i stearinlysets skær
Skriv et lillebitte nissebrev i skoletasken i stedet for penalhuset, som er taget som gidsel, fordi nissen vil have julegrød
Bland spiseligt glimmer i havregrynene
Byt kakao med mælk i kartonen
Spis af barnets madpakke og læg en brunkage eller et stykke konfekt i stedet for
Sæt små papnissehuer på alle billederne
Hold storebagedag om natten, så der ligger mel og diverse bageting på køkkenbordet om morgenen - lav evt små fodspor i melet
Put sukker i saltbøssen
God fornøjelse og god jul!