honningkagehus
© Anitta Behrendt, Styling Living Stories, Julie Wettergren

Brug husblas som ruder og 11 andre geniale tips til dit peberkagehus

Gør årets peber- eller honningkagehus til samtaleemne, når du tager disse geniale tricks til pynt i brug.

4. december 2019 af Eva Pryds

Brunkagehus, peberkagehus, honningkagehus - kært barn har mange navne.

Uanset hvad du foretrækker at kalde dem, er de fine, brune slik-dekorerede huse et populært indslag i julehyggen.

Sølvkugler, sukkerstokke, krymmel... Alt kan bruges til at dekorere de søde (og velsmagende) huse med.

Når først du har lavet dejen, haft den på køl og senere bagt fundamentet, kan du slippe fantasien løs og bygge dig til dit helt eget sukkersøde hus.

Sådan gør du

PEBERKAGEHUS-DEJ

  • Først laves peberkagedejen (minimum én dag før) - find opskrift her eller her. Dejen kan med fordel laves flere dage i forvejen, så den køler og trækker smag.
  • Rul den kolde dej ud i ca. 3-4 mm tykkelse. Ryk den udrullede dej over på bagepladen, inden du skærer ud.

SKABELONER

  • Skær ud efter en skabelon og bag kagerne. Du finder ideer til skabeloner nederst i artiklen.
  • Skær eventuelt til efter din skabelon lige efter afbagning, mens kagerne stadig er bløde. Så bliver kanterne helt skarpe.

TIP Du kan fryse overskydende dej eller lave småkager af resten.

DEKORATION

  • Lav den hvide glasur af flormelis og æggehvider. Så bliver den mere fast i konsistensen end med vand. Til én æggehvide skal du bruge 200 g flormelis.
  • Saml huset med en karamel-klistermasse af sukker, der varmes op på en pande. 

Ideer til dekoration af dit peberkagehus

Klassisk honningkagehus med hvid glasur

Ingen peberkagehuse uden mat, hvid glasur! Lader du flere huse danne en lille by, kan du dekorere dem forskelligt, men lade den hvide glasur være det gennemgående element, der skaber sammenhæng i byen. Lad nogle af husene være placeret på kageopsatser og brug mini-juletræer som pynt mellem byens bygninger.

Dekorer med blandet slik

Mens glasuren stadig er våd, kan du fæstne slik af forskellig art på dit peberkagehus. Chokoladeknapper er et oplagt valg, men her er det kun fantasien der sætter grænser! En idé er, at gå på jagt i din lokale bland selv slikbutik og blande en pose med dit honningkagehus for øje.

TIP Gå efter slik, der er pænt fremfor favoritter, der hurtigere risikere at forsvinde, inden du skal dekorere...

All in på krymmel

Festligt er det multifarvede krymmel. Du kan vælge at dekorere alle flader på dit hus og på den måde lade julefesten begynde. Du kan også tone brugen af krymmel lidt ned og blot vælge at dække taget eller måske kun enkelte elementer som døre, vinduer eller skorsten.

Murer-svend for en dag

De syrligt-søde slikruller med frugt- eller cola-smag, kan bruges som mursten på dit honningkagehus. Klip små stykker ud og arranger dem, så hver 'mursten' ligger forskudt - akkurat som når man bygger i virkeligheden. Brug enten glasur eller flydende karamel (smeltet sukker) til at fæstne med. 

Minibrunkagehus til kaffekoppen

Med garanti et julet indslag, der tager kegler til årets julebord! Lav små versioner af peberkagehuse, dekorer med glasur og lad dem pynte på kanten af kaffekoppen. Sørg for at der er en lille åben dør i hver ende af huset, så det kan sidde fast - det skal være højere, end du måske rent æstetisk ville tænke det. 

Bind dit honningkagehus sammen

En ret sød og anderledes idé er at bruge dekorativt bånd til at binde dit hus sammen. Ideen er mest oplagt til helt simple huse, da det ellers kan blive for ustabilt og svært at sætte sammen. Udstik huller i din kage, når den lige er kommet ud af ovnen. Brug bånd, der er julede, og sørg for at lave hullerne i kagen tilpas langt inde, så ikke yderkanten knækker. 

Istapper en masse

Lad istapper pynte på dit snedækkede brunkagehus, det tilføjer ekstra julehygge til bygningen. Sæt en klat glasur og træk i glasuren med spidsen af din tylle, så den smaller ud. Det må gerne gøres lidt tilfældigt, så ikke alle istapper er ens og i samme længde.

Sukker-sneen daler

Som sidste finish på dit peberkagehus, kan du forsigtigt strø flormelis udover huset - præcis som nyfalden sne. En lille mængde, kan give stor effekt! Brug en lille si, og bank forsigtigt på sien, når du strør flormelisen. 

Lad karrusellen køre for en dag

I stedet for det klassiske hus, kan du frit eksperimentere med andre byggerier i den velsmagende dej. En karrusel som denne, er skøn at have stående som dekoration hele december. Tænk kreativt og brug fx sukkerstokke som stolper, og lad både rød og hvid glasur indgå som en del af dekorationen.

Naturtro honningkagehus

Hvis du ikke orker alt for mange farver, kan du gå med ideen om et træhus eller en bjælkehytte og dekorere med pynt i mere naturlige farver. Her er Havrefras anvendt som tagsten og stjerneanis som dekoration på gavlen af huset. Brug fx timian-kviste som grantræer eller saltstænger som bjælker.

Vinduer af husblas

Med sine fine harlekinsformede streger, er husblas oplagt at bruge som vinduer i dit brunkagehus. De minder om blyindfattede ruder og tilføjer den helt rigtige gammeldags fornemmelse til dit julede hus. Du kan gå all in og lave et orangerie som her, eller du kan vælge blot at lade et par få vinduer få sat glas i.

Lad dit peberkagehus lyse op i mørket

Lad vinduer være åbne, eller brug tricket med husblas som ruder i dit hus. Hvis du så placerer en lille lyskæde eller et LED-lys inde i huset, kan du skabe liv i huset. Hvis du laver mere end et hus, kan du give flere af husene i din peberkage-by lys, så byen liver op.

Tre skabeloner til honningkagehuse

Nem honningkagehus-skabelon

Den helt simple, to sider, to gavle og to tagplader. Hvis det er første gang du skal i gang med at bygge et peberkagehus, så er det smart at starte med skabelon af den nemme slags. SÅ kan du altid slå dig lidt ekstra løs med pynten.

SKABELON TIL HUS MED SKRÅ VÆGGE OG SKORSTEN

Middelsvær brunkagehus-skabelon

Her er lidt flere vinkler at tage hensyn til. Hvis du godt vil udfordres lidt på det byggetekniske, så er et hus som dette noget for dig. De skrå vægge og den lille skorsten er i sig selv fine detaljer på huset. Det runde vindue i gavlen, er også et fint bud på at inddrage endnu en geometrisk form til bygningen. 

En avanceret honningkagehus-skabelon

Her skal du holde tungen lige i munden når der skæres dele ud. Du kan med fordel klippe skabelonerne ud og prøve at samle huset i papir først, så du har styr på hvordan huset skal konstrueres, når først du står med peberkagehusets dele i hænderne.

TIP Print eventuelt et ekstra papir ud med skabelonerne på, som du kan bruge som vejledning og til at bevare overblikket. 

Andre læsere kan også lide...

Seneste

Måske er du interesseret i ...