Hjemme hos Cathrine Bergmann og Bo Trøigaard er julen knashyggelig, men ikke top traditionel.
Blandt andet har rød måttet vige pladsen som julens primære farve. Cathrine har nemlig en særlig kærlighed til blå.
– Min mormor har altid drillet mig med, jeg måske i virkeligheden er en nåsåer (som Benny fra The Julekalender, red.), der ikke rigtigt bryder sig om julen, fordi min måde at gå til julen er lidt utraditionel. Men jeg kan virkelig godt lide julen. Vi gør det bare meget på vores egen måde, griner Cathrine.
Parret har fx aldrig opereret med kalender- eller adventsgaver, men har opfundet deres eget koncept.
– Vi kalder det pakkegemmeleg. Den falder ikke på en fast dato eller ugedag, det er bare, når vi lige har lyst. Idéen er, at man gemmer en pakke og siger til den anden, at der er en gave et sted i huset, som den skal finde. Det er virkelig sjovt og hyggeligt, siger Cathrine.
Overraskende adventskrans
Cathrine og Bos hjem rummer også klassiske juleelementer.
Blandt andet vaser med duftende gran, et stort, pyntet juletræ og en granguirlande om bogreolen, som Cathrine selv har lavet. Til gengæld skifter farverne.
– Jeg synes, de fleste farver kan blive julede. Jeg er ikke så meget til traditionel julerød, men ellers kan det meste gå. Det handler om at give farverne en julet kontekst, til det bruger jeg en del klassiske elementer og laver mine egne versioner, forklarer hun.
Blandt andet er årets adventskrans knaldblå – ikke bare lys eller bånd, men hele adventskransen. Rosendahl-lyseholdere på træet et udlån fra svigermor, men for at gøre looket mere nutidigt, har Cathrine brugt lys i forskellige farver.
I det hele taget kan hun lide at give julelooket et lille, personligt twist.
– Sidste år opdaterede jeg nogle gamle juleklokker med nye sløjfer af stofrester. Jeg kan faktisk i det hele taget rigtig godt lide julesløjfer og har lavet en del efterhånden, siger hun.
PÅ BILLEDET På væglampen fra Valerie Object hænger en nisse, som Cathrine har fået af Bo. Om spisebordet står Arne Jacobsens klassiske 7’er-stole, mens pendlen er fra H&M Home.
© Styling: Julie Løwenstein, Foto: Anitta Behrendt