I år skal du selv lave julens fineste lys

Efter de snoede lys har taget Instagram med storm er det oplagt at bruge metoden til at lave fine lys, der emmer af jul og kan lyse decembermørket lidt op. Brug dem alene eller i fine dekorationer.

DIY lys
© Mi Skjold Brix

DIY juletræs- og bolchelys

Som vi tidlgere har skrevet om, så er det blevet populært at sno sine egne lys. Det gøres ved at lægge lys af parafin - ikke stearin - i varmt vand i et kvarters tid, så de bliver bløde og modelerbare.

Den simple metode til at forvandle lysene til en modellervoks for voksne er oplagt at bruge til andet, end "bare" snoninger.

Vi har allerede delt nogle bud på, hvad du kan stille op med dine lys, hvis du vil have dem stående andre af årets måneder, men nu er tiden kommet til jule-idéerne.

Hjemmelavede grønne julelys
© Mi Skjold Brix

Juletræeslys

Når dit lys er blevet blødt, skærer du det over i to dele. Du bestemmer selv om de skal være lige lange eller om du fx vil lave et højt og et lavt træ.

TIP Husk at tage højde for, at du skal spidse den del uden vægetoppen til, for at du kan tænde det senere.

Tag nu din urtekniv og skær små "flager" i dit lys, som du forsigtigt vipper op ad. Start fra toppen og arbejd dig ned ad i sektioner af tre flager - dvs at du først laver tre flager øverst med lidt mellemrum. Det passer med lysets omkreds.

Herefter rykker du et lille stykke længere ned på lyset, hvor du igen skærer tre flager, men nu forskudt af de tre første.

TIP Leg med længde på flagerne, så dit lys bliver smallest i toppen og bredere ned ad til som et rigtigt grantræ.

Lyserødt snoet lys
© Mi Skjold Brix

Snoede bolchelys

Har du allerede prøvet kræfter med de snoede lys vil dette ikke være helt nyt for dig.

Tag et blødt lys op af det varme vand og halver det med en urtekniv. Forsøg at skære langs vægen, så den kommer til at sidde hel i den ene halvdel. Put delene tilbage i vandet og halver et lys mere.

Tag nu en halvdel med væge og en uden og klem dem sammen.

TIP Varm eventuelt de to lysdele lidt med en lighter, så er de nemmere at samle.

Rul dit tofarvede lys fladt med en kagerulle i træ (sten vil være for koldt) eller tryk det fladt med din håndrod - undgå top og bund - og tvist nu lyset til du er tilfreds.

TIP Til slut kan du rette samlingerne mellem de to farver til med en lighter, hvis du ikke synes, de er helt skarpe.