Julies julerier
Her bor Julie Løwenstein, 36 år, stylist på Bolig Magasinet, og Simon Schack Schmidt, 35 år, bygningskonstruktør, og deres sønner, Hubert, 7 år, og Vilhelm, 3 år. Familien bor i en villalejlighed på 108 kvadratmeter i Hellerup.
Stylist Julie Løwenstein begynder allerede at tænke på jul, når hun er i sommerhus med sin mand Simon og deres to drenge, Hubert og Vilhelm. Når solen står højt på himlen og skinner varmt, går hun på jagt efter de første fine ting i naturen.
“Når vi er i sommerhus, går vi lange ture, og her finder jeg ofte ting, som jeg senere bruger til juledekorationer. Min favorit er lærkegrene, der har masser af små, søde kogler, og grenene kan sagtens gemmes fra år til år, selv om mange mænd nok synes, at det er lidt irriterende at have dem liggende,” griner Julie.
Når julen nærmer sig, kommer lærkegrenene frem fra deres skjul i kælderen og op i stuen, hvor Julie stiller dem i store krukker og pynter med lette, kugler og stjerner i papir. I det hele taget fylder naturen en del i Julies hjem – også når der skal være julestemning i en fart.
“Hvis du som mig indimellem er lidt presset på tid i december, er det godt at kende smutvejene. Med et bundt gran kan du på ingen tid skabe fine juledekorationer overalt i dit hjem – og et enkelt bundt rækker langt. I soveværelset har jeg stukket et par grene ned i en vase og pyntet det med små, hvide glimmerknopper. Andre steder har jeg sat gran i krukker eller stukket en lille grangren ind i snoren på en julekugle, der hænger til pynt,” siger Julie.
EN NISSE PÅ TOPPEN
Ud over gran bruger Julie også julens blomster til at skabe stemning i familiens villalejlig- hed. Flere steder står der buket- ter med tulipaner, og i vinduet står en kæmpe amaryllis.
“Jeg elsker amaryllis. Deres blomster er noget af det smukkeste. Jeg går altid efter ensfarvet hvid eller rød – faktisk er det den eneste røde juleting, der får lov til at bo hos os,” fortæller Julie.
Ellers er Julie glad for farver, og kigger du rundt i hjemmet, kan du måske spotte yndlingsfarven?
“Jeg holder af grøn i alle nuancer. Specielt den støvede mørkegrønne. Flere af mine stilleben er tone-i-tone, hvor jeg har sat flere grønne nuancer op mod hinanden. Når jeg skal gøre et stilleben mere julet, sætter jeg et enkelt stykke julepynt til, fx en stjerne eller et juletræ. På den måde kan man beholde sit hjem, som det er, i julen,” lyder rådet fra Julie.
Der er dog ét sted, hvor alle farver er velkomne. Det er på juletræet.
“På juletræet har jeg aldrig kørt temafarver, og der skal være plads til, at drengene hænger en masse pynt på den ene side, mens den anden bliver lidt bar. Vores træ er klart mere hyggeligt end perfekt. Første år vi skulle holde jul, kunne jeg fx ikke finde en pæn topstjerne, derfor satte vi en nisse i toppen af træet, og nu bor han der,” fortæller hun.
I det hele taget kan Julie godt lide, når julen er personlig med et twist af diy.
“Vi har selv dekoreret flere af julekuglerne til træet med poscatusser og glimmer, det gør vores træ mere personligt og hyggeligt, synes jeg.”