HER BOR Tine Toft Nørgaard, erhvervs- psykolog, Frank Toft Nørgaard, head of design & buying hos Jack & Jones Originals, og deres tre børn, Augusta (15), Frida (11) og Viggo (3).
HVOR Familien bor i en villa på 230 kvadratmeter i Hellerup.
Første søndag i advent er der garanti for julestemning hos familien Toft Nørgaard, som hænger nisser, engle og stjerner op, mens julemusikken spiller og duften af gløgg og æbleskiver breder sig i hjemmet.
– Det er svært ikke at komme i julestemning, når man pynter op og hører julemusik samtidig. Så glemmer jeg alt det, jeg har travlt med. Den ene kasse tager hurtigt den anden, indtil Frank siger, at der er ved at gå Gertrud Sand i den, så ved jeg, at grænsen er nået, siger Tine.
Udover at pynte op første søndag i advent, er det også en fast tradition, at hele familien er med til at bage et par dage op til jul og sammen går i kirke juleaften.
– For mig handler julen om nærvær og hygge med familien. Det er vigtigt for mig, at vi har skabt en masse traditioner og holdepunkter, som børnene kan tage med sig videre og tænke tilbage på som nogle fantastiske minder. Det giver ro i en hektisk juletid, at vi har de her faste traditioner sammen, fortæller Tine.
Pynt med personlighed
Juletræet er hvert år midtpunkt i familiens stue og pyntet med et miks af arvestykker, gamle kendinge og lidt nyt, der passer til årets stil. Noget er kønnere end andet ifølge Tine, men alle minder får en plads på træet.
– Frank har en nisse, som han har hængt på træet, siden han var barn, og den er altså lidt grim, så vi laver altid sjov med ham, når han skal hænge den op, men træet afspejler os, fordi alt må komme på. Der er en del ting, som børnene har lavet, og så bruger vi min svigermors lyseholdere og stjerne, siger hun.
I år er hjemmet pyntet med mahogni-stjerner, messingstager og hvide engle, som afspejler den nordiske stil, som Tine i år har forelsket sig i.
– Lige nu kan jeg godt lide naturfarver og messing. Jeg synes, det passer godt til vores stil, men der har da sneget sig lidt rødt ind hist og her, men ellers er det holdt enkelt og i et let udtryk, som er i balance med vores indretning. Jeg har haft røde faser og er ikke i tvivl om, at de nok skal komme igen, fortæller Tine.
PÅ BILLEDET Den røde bil fra Søstrene Grene er købt særligt til familiens yngste medlem, Viggo på tre år, som elsker alt, der kan køre.