Sådan binder du en smuk blomsterkrans - på halmkrans eller metalring
Er der noget, der spreder stemning og hygge som en julekrans? Snup blomsterekspert Tanja Steinmetz Pedersens bedste tricks til at binde smukke kranse til både dør og bord.
Eksperten
Tanja Steinmetz Pedersen er florist og indehaver af blomsterbutikken Den mindste blomsterbutik på Frederiksberg. Læs mere på @denmindsteblomsterbutik.

Den farverige krans
- Gå efter blomster og grønt, som tørrer smukt, så du kan nyde kransen længe. Vil du gerne bruge gran, så gå efter nobilis og blød ene, som holder bedre end traditionel nordmannsgran.
- Skab liv og variation ved at bruge blomster og grønt i forskellige størrelser. Miks fx store eukalyptus med mindre blomster. Det giver øjet noget at gå på opdagelse i.
- Giv kransen et moderne udtryk med lyserød, blå og gul som kontrast til mere traditionelle julenuancer som bordeaux, grøn og rødlige nuancer.
Blomster & grønt, du kan bruge:
- Voksblomst
- Eukalyptus
- Paradisæbler
- Lyng
- Hortensia
- Skimmia
- Tidsel
- Blød ene
- Montbretia-frøstand
- Dadelgren
- Kogler
- Silkefyr
Vælg blomster og grønt, du godt kan lide. Hold dig til få farver, hvis looket skal være roligt. Leg løs, hvis der gerne må ske mere.

Tag udgangspunkt i en halmkrans, og brug blomstertråd til at binde med. Start med at vikle tråden godt fast på kransen.

Læg en lille buket blomster og grønt på kransen, vikl tråd om, og gentag. Sørg for, at halmkransen bliver helt dækket.

Skal du bruge kransen som adventskrans, så gå efter lette, slanke lys, som kontrast til den fyldige krans.

Den farverige krans
Ud over farver er et godt trick til at give en krans liv og dynamik, at bruge blomster og grønt i forskellige størrelser. Kontrasten mellem de store eukalyptusblade og de små blomster giver variation og noget, øjet kan gå på opdagelse i.
IDÉ Giv kransen kant med farver, der ikke er klassisk julede, fx blålige tidsler og gule paradisæbler.

Den naturlige krans
- Lad dig inspirere af haven og skoven, og vælg blomster og grønt i naturlige farver, og gem glimmer, guld og indfarvede blomster.
- Gå på jagt efter ting i naturen, fx lyng, bær, frøstande, græsser og kogler. Supplér med tørrede blomster. Gem fx hortensia, statice og eukalyptus, når du får en buket, de tørrer smukt op.
- Lad tilfældighederne råde, når du binder kransen, så udtrykket ikke bliver for symmetrisk. Det må gerne stritte lidt – ligesom i naturen. Men skab ro i udtrykket ved at lade nogle materialer gå igen, fx eukalyptus som danner basen.
Blomster & grønt, du kan bruge:
- Eukalyptus
- Helichrysum
- Græsser
- Nigella-frøstand
- Julerose
- Ammi Majus-frøstand
- Kegle Hortensia
- Asparagus
- Brudeslør
Gå efter et roligt tone i toneudtryk, når du binder den naturlige krans. Skift i stedet mellem materialerne, så kransen får et varieret, levende udtryk. Det må gerne se lidt tilfældigt ud – det giver et mere personligt udtryk.
Hvilke blomster kan du tørre?
Hovedreglen er, at jo mindre væskefyldt stængel og blomst er, jo bedre tørrer de, fx tørrer tidsel, brudeslør, Helichrysum og statice godt. Ikke alle hortensiasorter egner sig til tørring, fx popcorn. Gå i stedet efter hortensia, hvor hovedet føles fast og spændstigt, giv stænglen et langt skråsnit, og sæt blomsten i varmt vand, og lad den eventuelt tørre derfra.
IDÉ Gem dine kranse fra år til år, de kan ofte friskes op, og få et nyt, fint udtryk.

Den slanke dørkrans
- Vil du have et mere let og slankt udtryk, kan du binde kransen på en metalring.
- Start med at beklæde ringen med blomstertape, så sidder det grønne bedre fast. Bind små buketter på med blomstertråd.
- Skal kransen hænge på hoveddøren? Så brug grønt, bær og kogler, og undgå sarte blomster, som falder sammen i vejr og vind. Er døren overdækket, kan du vælge lidt mere frit.
Blomster & grønt, du kan bruge:
- Cedergran
- Brudeslør
- Blød ene
- Hortensia
- Helichrysum
